Mikkel Storm bliver assistenttræner for U13


3. september 2019

AC Horsens har lavet en aftale med Mikkel Storm, der skal udgøre trænerteamet omkring U13 sammen med cheftræner Séamus Peare Bartholdy.

Mikkel Storm har en fortid som ungdomsspiller i AC Horsens, og han spillede U17, inden han skiftede til Hatting-Torsted, hvor han blandt andet var på jyllandsserieholdet.

Han har været talenttræner i AGF og træner i øjeblikket et U14-hold i Horsens fS, hvilket han bliver ved med sideløbende med assistenttrænerjobbet.

- Vi er rigtig glade for, at vi kan hente en tidligere spiller tilbage til klubben, og vi får en engageret træner, der gerne vil investere mange timer i det og kommer til at flytte sig meget. Han har på egen hånd brugt tid på at dygtiggøre sig, og det fortæller noget om, at han rigtig gerne vil det her, og det er perfekt for os at få endnu en ung træner ind, der kan udvikle sig i vores gode trænermiljø, fortæller talentchef Claus Troelsen.

Mikkel Storm glæder sig til at indgå i et elitemiljø igen.

- Det bliver rigtig spændende og lærerigt at komme tilbage til AC Horsens i en anden rolle, og jeg glæder mig til at være træner og udvikle unge mennesker i et elitemiljø. Min fortid som ungdomsspiller gør, at jeg ved, hvordan tingene foregår i et elitemiljø, og jeg er godt klædt på til den fremtidige træneropgave i AC Horsens, lyder det fra Mikkel Storm.