Nederlag i Odense


6. oktober 2019

AC Horsens måtte søndag eftermiddag indkassere et 0-3 nederlag i Odense, og det var efter en kamp, hvor de fynske værter havde skarpheden.

Hjemmeholdet kom godt ud af starthullerne og havde haft optræk til chancer, da 1-0 målet faldt i det 12. minut. Mads Frøkjær-Jensen scorede på en ripost, efter Bashkim Kadrii havde forsøgt sig på Lansing.

Efterfølgende forsøgte Prip sig fra distancen et par gange, og Pohl manglede lige det sidste, da Ayo Simon Okosun fandt ham inde foran mål. Efter en halv times spil trillede bolden under Oliver Christensens ene støvle, men der var ikke mere fart på, end at OB-keeperen kunne nå tilbage.

”De gule” bragte bolden ind i OB-feltet flere gange, men helt farligt blev det ikke, og i stedet scorede Sander Svendsen til 2-0 efter klumpspil i den anden ende. Lige før pausen headede Okosun bolden lige forbi OB-målet.

AC Horsens kom godt ud til 2. halvleg og pressede på for at reducere, men det var igen lige ved og næsten.

I det 63. minut fik Sander Svendsen en halv bane at løbe på, og publikum holdt vejret, mens han styrede mod kassen, men Lansing vandt den direkte duel. Minutter efter kom Nicolai Brock-Madsen på banen, og efter et minut blev han sendt i græsset af Leeuwin, der fik det røde kort.

Et par minutter senere var både Brock-Madsen og Pohl ikke mange centimeter fra at nå et glimrende indlæg fra Louka Prip.

AC Horsens fortsatte med at presse på, men det gav ikke udbytte, og i stedet lukkede Anders K. Jacobsen med 3-0 målet kort før tid.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.

AC Horsens spiller ikke i den kommende weekend, men der er kamp igen søndag den 20.oktober klokken 12.00, når Hobro IK gæster CASA Arena Horsens. Det er også den dag, AC Horsens inviterer til indvielse af det nye fanområde for børn, ACHibalds Corner. Læs mere på achorsens.dk i næste uge. Klik her for at købe billet til opgøret mod Hobro IK.

OB – AC Horsens 3-0 (2-0)
1-0 Mads Frøkjær-Jensen (12.)
2-0 Sander Svendsen (39.)
3-0 Anders K. Jacobsen (86.)

AC Horsens: Lansing, Frantsen, Kiilerich, Ludwig, Nymann, Prip, Jacobsen, Hansson, Thorsen, Okosun, Pohl.

OB: Christensen, Leeuwin, Tverskov, Andersen, Lund, Thomasen, Drachmann, Frøkjær-Jensen, Madu, Kadrii, Svendsen.

Advarsel, AC Horsens: Nymann (67.), Hansson (68.), Okosun (79.)

Advarsel, OB: Ingen

Udvisning: Leeuwin

Tilskuere: 6.442

Dommer: Peter Kjærsgaard

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.