Nederlag i sæsonens sidste reserveholdskamp


24. maj 2012

AC Horsens’ reservehold har gjort det overbevisende i denne sæson, hvor førstepladsen i reserveligaens pulje tre blev sikret i andensidste runde, men desværre kunne de unge talenter ikke leve op til de foregående præstationer i dagens kamp mod Viborg, der vandt med 4-1.

Ergjan Zejnullahu bragte ellers gæsterne foran efter et kvarters spil, da han udplacerede Viborg-målmanden efter godt forarbejde af Oguzhan Özcelik, men derefter gik det stærkt. Minuttet efter udlignede prøvespilleren Johann Smith, og tre minutter senere bragte Jesper Kjærulff Viborg foran 2-1.

Thomas Dalgaard bragte Viborg foran med 3-1 efter en halv times spil, og kort før pausen scorede Jesper Henriksen til slutresultatet 4-1.

- Vi blev voldsomt overmatchet i 1. halvleg, hvor vi spillede for naivt mod et snu Viborg-hold, der kunne have vundet endnu større. De havde en stærk offensiv med spillere som Kjærulff og Dalgaard, og de gav os problemer, fortæller Jan Vingaard og fortsætter:

- Det blev opad bakke i sæsonens sidste kamp, men vi må starte på en frisk efter sommer, og det her forår har givet de unge spillere en masse, som de kan bygge videre på.

AC Horsens:

Rune Neubauer

Hüseyin Sarigöz, Mads Damgaard, Hamza Kizil, Nikolaj Nielsen

Patrick Nielsen, Martin Thomsen, Kristoffer Gjettermann, Christian Madsen

Oguzhan Özcelik, Ergjan Zejnullahu

Indskiftninger:

46. Nicklas Balleby (Hüseyin Sarigöz)

57. Mirsad Suljic (Ergjan Zejnullahu)

60. Andreas Møller (Oguzhan Özcelik)

65. Joakim Momme (Patrick Nielsen)

Foto: badenfoto.dk