Nulløsning for U-17


30. maj 2012

Mandag blev det til en nulløsning for AC´s U-17 talenter på udebane mod Næstved. Dermed lykkedes det ikke for ”De Gule” at score for fjerde kamp i træk, men til gengæld formåede de at holde modstanderen væk fra scoring og samtidig fastholde det gode fodboldspil, som holdet har vist over de seneste fire-fem uger.

Kampen blev spillet på en forfærdelig ringe bane, som på ingen måde var egnet til elitefodbold og dette skæmmede da også kampen, som bød på flere fejl fra begge hold, som tydeligvis ikke ville være begået, hvis underlaget bare havde været nogenlunde tilregneligt. AC satte sig dog fra starten på begivenhederne med en god fysisk indsats og rigtig fine bevægelser offensivt, hvilket gav flere gode opspil. Desværre kom bolden ikke i mål på trods af tre-fire store chancer samt en håndfuld afslutninger fra distancen, der manglede koncentration og kvalitet. Næstved kom til et par kontrachancer i 2. halvleg, men Aleksandar Stankovic viste sikkerhed i målet og sikrede det ene point.

På trods af scoringsproblemerne fandt cheftræner Mads Lyng flere positive ting at tage med fra kampen.

- Vi skal score på de chancer, vi har, og vi skal have mere kvalitet, når vi afslutter. Dette kan slet ikke diskuteres, og vi kan ikke være tilfredse med den del af spillet. Vi stresser og bliver for ivrige, når vi kommer frem til målet og skal være noget mere koldblodige. Til gengæld skal drengene igen roses for en fornem holdindsats, hvor vi på trods af den ulidelige varme formår at dominere kampen fysisk i 80 minutter ved godt duelspil og et stort løbepensum med rigtig mange højintense løb. Det hårde arbejde giver os muligheden for at have stor possession, og på trods af underlagets tilstand, så lykkes vi med rigtig mange fine opspil, hvilket er vores mål. Vi vil simpelthen spille fodbold, fordi vi tror på, at vi kommer til scoring på den måde, og chancerne skaber vi i hver eneste kamp. Nu skal vi bevare troen på konceptet og arbejde stenhårdt på afslutningerne, for så er jeg overbevist om, at vi får hul på bylden mod Silkeborg på lørdag, selvom det selvfølgelig er en noget bedre modstander end Næstved. Vi glæder os rigtig meget til lokalopgøret mod Silkeborg på lørdag og forventer en tæt og intens kamp, hvor det forhåbentlig igen lykkes os at dominere kampen fysisk, så vi kan få plads til at spille den fodbold, vi gerne vil, lyder det fra Mads Lyng.

Foto: badenfoto.dk