Ny sponsor i AC Horsens: Det gule netværk tiltrækker IDÉ House of Brands


2. november 2020

AC Horsens kan byde velkommen til IDÉ House of Brands, der er blevet en del af den gule sponsorkreds. Aftalen indebærer blandt andet en plads i Handelsnetværket og et personligt sponsorat af David Kruse.

IDÉ House of Brands er totalleverandør inden for firmabeklædning, merchandise og gaveartikler, og virksomheden med hovedsæde i Kolding er leveringsdygtig i mere eller mindre alt, virksomheder ønsker at have logo på.

IDÉ House of Brands dækker hele landet med en toptunet salgsorganisation, der servicerer kunderne på bedste vis. Værdier som bæredygtighed, etisk handel og miljø fylder meget i virksomheden, som blandt andet blev ISO certificeret i 2015.

Martin Schjøth, der har været en del af AC Horsens’ bestyrelse gennem en årrække, er salgschef i IDÉ House of Brands, og han fortæller om et godt match mellem IDÉ House of Brands og AC Horsens.

- Det store netværk i AC Horsens er hovedårsagen til, at et sponsorat er interessant for en virksomhed som IDÉ House of Brands, og de gule værdier sammenhold, ydmyghed og hårdt arbejde passer også meget godt i vores organisation, fortæller Martin Schjøth og fortsætter:

- Sponsoratet er selvfølgelig også indgået med det gule hjerte, men vi går også ind i sponsorkredsen med en forventning om, at det skaber værdi for os. Akademiet står mit hjerte nært, og det var nærliggende at investere i et personligt sponsorat af David Kruse, der har været en del af Talentskolen og har spillet i AC Horsens siden U13 og nu er rykket permanent op i superligatruppen. Jeg er imponeret over udviklingen på Akademiet, og David Kruse er et perfekt eksempel på en ydmyg, talentfuld og hårdtarbejdende AC Horsens-spiller, lyder det fra Martin Schjøth.

Klik her for at læse mere om IDÉ House of Brands: https://www.idegroup.dk/