Ny sponsoraftale: Øget eksponering til Middelfart Sparekasse/Sparinvest


12. juni 2019

AC Horsens har en række gode sponsorer og samarbejdspartnere, der støtter op om klubben i medgang og modgang, og en af dem er Middelfart Sparekasse, som kunderne finder på Høegh Guldbergs Gade 36 E.

Middelfart Sparekasse har været sponsor gennem en længere årrække, og aftalen på Partnerniveau er nu blevet forlænget med yderligere et år. Denne gang har Middelfart Sparekasse valgt at indgå aftalen sammen med sparekassens gode samarbejdspartner Sparinvest, og det har blandt andet resulteret i øget eksponering på CASA Arena Horsens.

Afdelingsdirektør i Horsens-afdelingen Jacob Beier Banke glæder sig over, at sponsoraftalen med AC Horsens er indgået sammen med Sparinvest.

- Vi vil gerne synliggøre vores samarbejde med Sparinvest, der er en rigtig god sparringspartner for os, og det har vi blandt andet valgt at gøre med eksponering på udskiftningsboksene, fortæller Jacob Beier Banke og fortsætter:

- Vi vil gerne fylde mere på CASA Arena Horsens parallelt til, at vi også er blevet et større pengeinstitut i Horsens. Der kommer rigtig mange eksisterende og potentielle kunder og virksomheder til AC Horsens’ VIP-arrangementer, og på Nordtribunen hvor vi også befinder os til hver hjemmekamp sidder der ligeledes mange kunder. Af samme årsag ønsker vi at være så synlige som muligt, lyder det fra Jacob Beier Banke.

Eksponeringen betyder meget for Middelfart Sparekasse, og en anden væsentlig faktor er deltagelsen i Handelsnetværket.

- Vores erhvervskundechef Jesper Krabbe Dyekær er en del af Handelsnetværket, og det er efter vores mening et af Horsens’ førende netværk, idet der i høj grad skabes værdi for deltagerne. Vi kommer bl.a. for forretningens skyld, men vi får også en masse gode input, og Jesper kommer tilbage med fornyet energi efter hvert netværksmøde. Nu blander AC Horsens grupperne efter sommerferien, og det er en kæmpe styrke, for det rusker op i det hele og skaber ny dynamik, forklarer Jacob Beier Banke.

Den store efterspørgsel på deltagelse i Handelsnetværket betyder, at AC Horsens opretter endnu en gruppe efter sommerferien, og den har Middelfart Sparekasse indgået navnesponsoratet på.

Det betyder, at Middelfart Sparekasse fremover danner rammen for netværksmøderne i den gruppe.

- Vi ser samarbejdet med AC Horsens som meget, meget positivt, og klubben er meget ”på” med en konstruktiv tilgang til tingene. For at sige det lige ud, så bliver der lyttet til der, der skaber mest værdi for os, og man er god til at skræddersy løsninger til vores behov i stedet for at konceptualisere, slutter Jacob Beier Banke.

Klik her for at læse mere om Middelfart Sparekasse.