Nye udfordringer til Jonas Borring


18. august 2019

For halvandet år siden købte AC Horsens Jonas Borring i FC Midtjylland, og den stærke offensivspiller skrev under på en kontrakt frem til sommeren 2020. 

Siden har han spillet 30 kampe og scoret to mål for “de gule”, og sådan ender det også, for AC Horsens og Jonas Borring er blevet enige om at ophæve kontrakten. 

- Jonas Borring var fantastisk for os i den første halvsæson, hvor han var stærkt medvirkende til vores flotte placering i top seks. Det sidste års tid har været lidt op og ned for både Borring og os som klub, men han har altid ydet et fremragende stykke arbejde og været yderst professionel, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger manager Bo Henriksen. 

Jonas Borring er klar til at fortsætte karrieren, men han har også erhvervslivet i tankerne. 

- Jeg synes, at mit første år i klubben var rigtig godt. Jeg var med til at spille os i top 6 og havde også mange gode kampe sidste efterår. Foråret i år blev desværre ikke som håbet, hverken for klubben eller mig selv. Jeg var hårdt ramt af min fars sygdom og død, og det påvirkede mit spil på banen, fortæller Borring og fortsætter:

- Nu må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg er i rigtig god form og føler stadig, jeg kan gøre en stor forskel, så det helt sikkert en mulighed at fortsætte med at spille fodbold. Omvendt har jeg også mine tanker på erhvervslivet, hvor jeg ser mig selv i f.eks. salgsbranchen og er også åben overfor den vej. Jeg ønsker alle i og omkring klubben held og lykke fremover, lyder det fra Jonas Borring.