Nye udfordringer venter Uroš Nenadović


3. september 2019

AC Horsens hentede Uroš Nenadović på en fri transfer i sidste måned og udstyrede den serbiske offensivspiller med en etårig kontrakt, men de to parter har nu valgt at ophæve samarbejdet.

Manager Bo Henriksen ønsker Uroš Nenadović held og lykke med næste step i karrieren.

- Uroš har haft et ønske om at få ophævet sin kontrakt, fordi han gerne vil prøve noget andet end AC Horsens, og det har vi selvfølgelig valgt at respektere. Han er en god fyr og en dygtig spiller, men det var ikke det perfekte match, og det er blandt andet også derfor, at vi har været på forkant ved at hente Jannik Pohl. Vi ønsker Uroš Nenadović alt det bedste, fortæller Bo Henriksen.

Uroš Nenadović er på jagt efter en klub, hvor han kan få spilletid.

- Jeg har været glad for at være en del af AC Horsens, hvor der er gode spillere og gode personligheder, og jeg håber det bedste for klubben, men spillestilen gør, at jeg ikke kan vise mig fra min bedste side, og derfor er det bedst for min karriere at finde et sted, hvor jeg kan spille, fortæller Uroš Nenadović.