Ole W. Rasmussen og Søren Jochumsen blev første medlemmer af Hall of Fame


19. november 2019

I anledning af AC Horsens’ 25-års jubilæum havde klubben inviteret tidligere trænere, spillere, medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og frivillige med til jubilæumsfest lørdag den 16. november i INSERO Atrium, og det blev en fantastisk aften i nostalgiens tegn.

Dagen blev indledt med velkomstdrinks og velkomsttaler, inden AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen løftede sløret for de to første medlemmer af Hall of Fame, og det blev Ole W. Rasmussen og Søren Jochumsen.

Kunstneren Frank Buchgraitz overrakte flotte malerier til de to medlemmer af Hall of Fame.

- Vi skal værne om historien, klubben og dens værdier, og vi vil gerne hylde personer, der har været med til at gøre en forskel for AC Horsens, og det har Ole W. Rasmussen og Søren Jochumsen i den grad. Ole W. Rasmussen har været med helt fra AC Horsens' spæde start, og han var som bestyrelsesformand med til at skabe en række fremragende resultater gennem 18 år. Det er imponerende at opleve det drive, Ole har haft hele vejen, fortæller Kristian Nielsen og fortsætter:

- Der var heller ikke tvivl om, at Søren Jochumsen skulle være medlem af Hall of Fame, for han er en levende legende, der fik debut tilbage i 1995 og endda var aktuel igen for kort tid siden, da vi manglede en backup for Matej Delac. Sørens 524 kampe er imponerende i sig selv, men derudover har han også altid været en fantastisk repræsentant på og uden for banen for AC Horsens, lyder det fra Kristian Nielsen.

I løbet af året har de gule fans udvalgt alletiders allstar-hold, og alle aktører blev hyldet senere på aftenen.

Foto: Inhouse Fotografi