Oprykning sikret på professionel indsats


11. oktober 2011

Skibet IF 0 – 2 AC Horsens, d.08.10.11

Lørdag den 8. september tog AC Horsens turen til Vejlekanten, da Skibet IF ventede i en spændende turneringskamp. Skibet IF som sidste weekend mistede altafgørende point mod Vejle Boldklub, skulle revanchere sig, og AC Horsens kunne sikre sig oprykning til M1.

Den første halve time blev en blandet affære, hvor AC Horsens-spillet mest af alt lignede en blandet landhandel. Det samme gjaldt Skibet IF. AC Horsens tog for langsomme valg, hvilket tit resulterede i, at bolden blev spillet op i områder på banen, som allerede var lukket af Skibet Ifs hurtige og teknisk dygtige spillere. De langsomme valg resulterede også i, at Skibet IF fik tiden til, at organisere deres presspil, hvorfor der oftest mødte AC Horsens-drengene en mur af spillere foran Skibet-feltet.

Med fire minutter tilbage af første halvleg fik AC Horsens alligevel hul på bylden og bragte sig fortjent foran i en yderst svær udekamp. Målet blev scoret af Daniel Nielsen, efter han - i et sololøb – afsluttede sikkert forbi den frembrusende Skibet-målmand.

Anden halvleg mindende en del om første halvleg. Dog havde Horsens-drengene mere kontrol over tingene og havde bolden i store dele af kampen. Det kompakte Skibet IF-forsvar skabte dog stadig lidt problemer. Indskiftningen af Mikkel Lynggaard skulle dog vise sig, at komme til at gøre ondt på Skibet-defensiven, da Mikkel Lynggaard flere gange udnyttede sin fantastiske hurtighed til at lirke modstanderens defensiv op. Efter 60 min. spil bragte Mikkel Lynggaard AC Horsens foran 2-0, da Skibet IF blev fanget på et klassisk kontraangreb, hvis udførelse var beundringsværdig. Resten af kampen kørte AC Horsens sejren hjem. Til stor forløsning for både spillere, trænerteam og medrejsende forældre. Med den svære udesejr har AC Horsens U15 sikret sig oprykning til M1, hvilket blev fejret med (børne)champagne, store smil og sejrråb.

Cheftræner Kristian Nielsen var efter kampen glad for sejren:

- Skibet IF er et uhyre svært sted at spille og vi er selvfølgelig ovenud tilfredse med at kunne tage tre point med herfra. Tre point som sikrer os oprykningen til M1 i 2012, hvilket jo er helt fantastisk. Oprykningen var den klare målsætning inden sæsonstarten, men at opfylde seriøse målsætninger, kræver meget af vores spillere, og til dét må vi blot konstatere, at drengene har arbejdet seriøst og koncentreret hele vejen igennem, hvilket er glædeligt. Næste weekend får vi den oplagte mulighed for at fejre oprykningen på hjemmebane, når vi i sæsonens sidste kamp møder et bedre og bedre Varde IF-hold. Vi glæder os til at møde Varde IF igen og nu hvor målsætningen om oprykning er sikret, skal vi i stedet have fokus på at være bedst indbyrdes i samtlige af vores opgør, hvorfor vi selvfølgelig går på banen for at vinde kampen, spille flot fodbold, udvikle os og ikke mindst opfylde endnu en målsætning, fortæller Kristian Nielsen.

Målscorere:

1 – 0 Daniel Nielsen

2 – 0 Mikkel Lynggard

Foto: badenfoto.dk