Pohl og Brock-Madsen nettede i 2-0 sejr


4. september 2020

AC Horsens mødte Esbjerg fB på CASA Arena Horsens fredag eftermiddag, og ”de gule” vandt med 2-0 over vestjyderne.

Nicolai Brock-Madsen var tæt på at give hjemmeholdet en drømmestart efter et par minutters spil, da Buus fandt ham med et fremragende indlæg, men Jeppe Højbjerg fik reddet bolden til hjørnespark.

Gæsterne var bedst i størstedelen af 1. halvleg, og det førte til en del indlæg og et par hovedstød fra Yakovenko, men helt farligt blev det ikke. Hjemmeholdet havde skarpheden med på banen, og det var Jannik Pohl, der først kom på tavlen. Angrebsmakker Brock-Madsen opsnappede bolden, da gæsterne byggede spillet op, og han fandt Louka Prip på højrekanten. Han trak ind i banen og trykkede af, og Jeppe Højbjerg måtte ud i fuld længde for at redde. Jannik Pohl viste målnæse og prikkede riposten ind over stregen.

2. halvleg var ikke engang en håndfuld minutter gammel, da angrebsduoen var på spil igen. Louka Prip sendte et skarpt indlæg ind foran mål, hvor Anyembe måtte bruge ulovlige midler for at stoppe Jannik Pohl. Dommeren pegede på pletten, og Nicolai Brock-Madsen var sikkerheden selv.

AC Horsens var klart bedst efter pausen, og der var blandt andet tilbud til Thorsen, Buus og Pohl, mens Esbjerg Egelund blev spillet fri i feltet. Matej Delac kom godt ud af sit mål og pillede pynten af ham.

AC Horsens: Matej Delac, Jacob Buus (Rune Frantsen, 66.), Malte Kiilerich (Magnus Riisgaard Jensen, 66.), Alexander Ludwig (Mathias Madsen, 66.), Thor Lange (Michael Lumb, 66.), Louka Prip (Peter Nymann, 66.), Jonas Gemmer (Peter Therkildsen, 66.), Bjarke Jacobsen (David Kruse, 66.), Jonas Thorsen (Casper Tengstedt, 66.), Jannik Pohl (Louka Prip, 74.), Nicolai Brock-Madsen.