Qvist: Batterierne er blevet ladet op


29. marts 2019

AC Horsens satte punktum for grundspillet med hjemmekampen mod Brøndby den 17. marts, og på søndag tager ”de gule” hul på kampene i gruppespillet, når turen går til Haderslev og Sydbank Park for at møde SønderjyskE.

Der venter i alt seks kampe mod SønderjyskE, Vejle og AGF i løbet af en måneds tid, og der bliver hård kamp om de to øverste pladser i puljen.

Siden Brøndby-kampen har AC Horsens-spillerne haft et par velfortjente fridage, og dem har Mikkel Mena Qvist blandt andet brugt på tid med kæresten og familien.

- Det har været fint med lidt fri, og det er dejligt at få clearet hovedet inden den kommende periode med vigtige kampe. Nu er batterierne blevet ladet op igen, og det var dejligt at få en kamp i benene, da vi mødte FC København i tirsdags, fortæller Mikkel Mena Qvist.

På søndag skal ”de gule” for første gang i aktion i gruppespillet, og der venter en hård kamp i Haderslev.

- Det bliver nok ikke den pæneste fodboldkamp, og det handler om, hvem der vil det mest. Vi skal gå hårdt ind i duellerne og være kyniske, lyder det fra Qvist.

Han og holdkammeraterne går ind til en komprimeret måned med vigtige kampe hver eneste gang.

- Jeg synes egentlig, at vi står fint til AGF, der er en stor klub, og vi spiller altid nogle fede kampe mod hinanden. Det er altid sjovt at spille lokalderby mod Vejle, og der er noget specielt over de kampe, så vi glæder os til hver eneste kamp i gruppespillet. Det er nogle fede modstandere, men hvis vi gør det, vi skal, så kan vi også vinde over dem, slutter Mikkel Mena Qvist.

AC Horsens sælger en attraktiv billetpakke, der giver adgang til alle tre hjemmekampe for 150 kroner. Klik her for at læse mere.