Rasmussen: For meget respekt for FCN


24. maj 2012

FC Nordsjælland vandt med 3-0 over AC Horsens her til aften, og dermed kunne nordsjællænderne – fuldt fortjent – lade sig hylde som dansk mester.

Morten Rasmussen var naturligvis skuffet efter kampen.

- FC Nordsjælland er et godt hold, men vi havde for meget respekt for dem i 1. halvleg, hvor vi vel nærmest kun stod og parerede. De startede det ene angreb efter det andet, og det var svært at dæmme op for. Vi havde håbet at gå til pausen med 0-0, så vi kunne starte forfra, men de fik desværre et ærgerligt mål kort før pausen, fortæller Morten Rasmussen og fortsætter:

- Målet betød, at vi skulle frem og jagte udligningen, og langt hen ad vejen leverede vi en fin præstation i 2. halvleg, hvor vi også havde mulighed for at udligne. Vi satsede hårdt på udligningen og det gav plads til deres offensiv i slutningen af kampen.

AC Horsens har spillet en flot sæson, men skuffelsen over de manglende bronzemedaljer fyldte selvfølgelig mest efter kampen.

- Inden sæsonen havde vi gerne solgt det for en fjerdeplads og en plads i pokalfinalen, og det har været fedt at spille de afgørende kampe, men lige nu fylder det selvfølgelig meget, at vi gik glip af medaljer. Når vi har sundet os lidt, så må vi også være tilfredse med en god sæson, slutter Morten Rasmussen.

Foto: badenfoto.dk