Retov: Avancement betyder uendeligt meget


24. november 2011

Martin Retov har tre pokaltitler på sit cv og han var afgørende på Monjasa Park her til aften, hvor han nettede to gange i pokalkampen mod FC Fredericia.

- Det blev et eller andet sted den kamp, som vi havde håbet på. Det er altid svært at spille på udebane mod et 1. divisionshold og det blev både intenst og ”pokalagtigt”, men vi gik videre uden at få skader i truppen og avancementet betyder uendeligt meget for os. Vi kan se frem til to pokalsemifinaler, når vi skal igennem den sure opstart og når man først har prøvet at stå i Parken i en pokalfinale, så vil man give sin højre arm for at stå der igen. Vi skal ofre os tusind procent for at lave et godt samlet resultat i de to semifinaler, lyder det fra Martin Retov, der blev afgørende for dagens kamp med to perlemål.

- Det skinner selvfølgelig i øjnene, når jeg scorer to mål, men min indsats var vel som den plejer at være. Jeg var et roligt og stabilt omdrejningspunkt, og jeg forsøgte at tilbyde mig for mine medspillere, lyder det beskedent fra AC Horsens’ nummer 14.

Hans gode pokalerfaringer giver mod på mere.

- Alle spiller fodbold for at vinde pokaler og det gør vi også. Det er svært for en klub som vores at vinde mesterskabet, men en klub som FC Nordsjælland har gennem de sidste par sæsoner vist vejen i pokalturneringen med flotte præstationer og vi vil rigtig gerne stå i en pokalfinale i Parken, fortæller Martin Retov.

Næste opgave for Retov og holdkammeraterne bliver mandagens opgør i Brøndby.

- Vi har været lidt nede i de sidste par kampe, men vi skal tage selvtilliden fra denne kamp med til Brøndby Stadion og generelt skal vi slutte efteråret godt af med minimum tre-fire point i de to sidste kampe, slutter Martin Retov.

Foto: badenfoto.dk