Retov: Det koger i AC Horsens


2. marts 2012

De gule fans har set frem til det længe, og på søndag sker det så på CASA Arena Horsens. De gule halstørklæder, kasketter og spilletrøjer er fundet frem fra gemmerne, og superligabolden ruller igen på CASA Arena Horsens.

AC Horsens skal forsvare den øjeblikkelige fjerdeplads i Superligaen og der er masser af optimisme i klubben, fortæller Martin Retov.

- Vi går ind til et spændende forår og det kan mærkes her i klubben. Det koger i AC Horsens, og alle ser frem til at fortsætte, hvor vi slap i efteråret, men det bliver ikke nemt, for modstanderne er blevet klogere på os. Vi har mistet Gilberto Macena, men andre må træde til, og det ser fornuftigt ud. De nye spillere har gjort det udmærket, men de skal selvfølgelig lære vores system og holdkammeraterne at kende. Mekanismerne, som det så fint hedder, skal lige på plads, men det har set lovende ud her i opstarten, vurderer Martin Retov og fortsætter:

- Det vil betyde rigtig meget for os med en god start mod HB Køge, for det vil vise os selv og konkurrenterne, at vi er klar fra start. Tre point mod HB Køge vil give os værdifulde point på kontoen samt selvtillid i bagagen frem mod to svære udekampe i Herning og Aarhus, og vi tror selvfølgelig på sejren mod HB Køge.

AC Horsens’ midtbanemotor med 14-tallet på ryggen advarer mod flere af de offensive HB Køge-profiler.

- Fabinho, Storm og Runsewe er dygtige og hurtige spillere, som vi ikke må give for meget plads, og generelt synes jeg, at deres offensiv er bedre end defensiven.  På midtbanen har de en dygtig spiller i Nicolaj Madsen, der med sine indløb i feltet minder en del om OB’s Hans Henrik Andreasen, fortæller Martin Retov.

Han nærmer sig topformen ligesom holdkammeraterne, og generelt har AC Horsens været igennem en opstart uden de store skader.

- Hele holdet har været igennem en god opstart, og vi har heldigvis været forskånet for alvorlige skader. Det betyder også, at træneren nærmest kan vælge på alle hylder, og helt fremme har vi mange typer, der kan gøre en forskel. Vi har hurtigløbere, der kan løbe dybt, gode pasningsspillere og fysisk stærke angribere. Hvis vi skal få succes mod HB Køge på søndag, så skal vores pasningsspil fungere godt, og vi skal være kyniske i afslutningerne som mod SønderjyskE, forklarer Martin Retov.

AC Horsens’ flotte resultater i efteråret smittede af på opbakningen fra lægterne, og forhåbentlig fortsætter den tendens i foråret.

- Vi har sagt det før, men gør det gerne igen. Opbakningen fra tilskuerne er utrolig vigtig for os spillere og det kan vi ikke pointere ofte nok. Hvis hele stadion er med os, så giver det et mentalt boost, og vi bliver 5-10 procent bedre. Vi kunne mærke, at troen på ”projekt AC Horsens” blev større som efteråret skred frem, og det smittede af på opbakningen, der gradvist blev bedre i løbet af efteråret. Jeg kan kun opfordre til, at horsensianerne dukker op på CASA Arena Horsens for at bakke os op, for det betyder meget for os, slutter Martin Retov.

Hvis du ikke allerede har sikret dig billet til forårspremieren, så kan du købe print selv-billetter på www.achorsens.dk eller på CASA Arena Horsens på søndag fra klokken 13.00.

Klik her for at gå direkte til print selv-billetter.

Foto: badenfoto.dk