Rundt om Søren Jochumsen


18. november 2011

Søren Jochumsen meddelte for en måned siden, at han drosler ned på det fodboldmæs-sige for at blive salgskonsulent på kontoret hos AC Horsens. Kampen mod OB er derfor – med forbehold for uforudsete ting - Jochumsens sidste hjemmekamp efter en imponerende karriere for ”De Gule”.

En stor karriere i AC Horsens lakker således mod enden. Søren Jochumsen debuterede den 27. august 1995 mod Haderslev og har de seneste godt 16 år været en sikker sidste skanse. Følgende målmænd har gennem årene, men uden held, forsøgt at vippe Søren af pinden: Tony Henriksen, Jan Larsen, Martin Sommer, Anders Rasmussen, Kenneth Merrild, Lasse Sørensen og Kenneth Stenild.

Søren Jochumsen har sat sig på stort alle rekorder hos ”De Gule”, flest kampe (521), flest kampe i træk (174), flest superligakampe (178), den målmand, der har lukket færrest mål ind pr. kamp (1,24 pr. kamp), reddet flest straffespark (16) og scoret på flest straffespark (18). Når ”Søffe” spiller sin sidste kamp ude mod Lyngby den 4. december, har karrieren på førsteholdet varet 16 år og 99 dage.

Karrieren har budt på mange højdepunkter, og den største kamp, ifølge Søren selv, var den 12. juni 2005, hvor AC vandt 2–0 ude over Skjold og sikrede sig oprykning til Superligaen. Kampen var samtidig Sørens kamp nummer 300 for AC.

Søren Jochumsen erobrede klubrekorden den 5. april 2009, da han spillede kamp nummer 430 ude mod FC Midtjylland. Han overtog rekorden fra Carl Trane, der spillede 429 kampe i perioden 1974–1989. Kamp nummer 500 rundede han den 25. april 2011 i hjemmekampen mod Lyngby

De foreløbige 521 kampe fordeler sig med 178 i Superligaen, 255 i 1. division, 49 i 2. division og 39 pokalkampe. Det er blevet til 227 sejre med ”De Gule”, 126 uafgjorte og 168 nederlag, målscore: 850-645. I pokalkampene har AC tre gange været ude i straffe-sparkkonkurrence, og AC og Søren har trukket det længste strå alle tre gange.

Søren er som nævnt noteret for 178 superligakampe. På alle tiders ranglister for Superligaen har Søren flere flotte placeringer. På ranglisten over flest kampe i træk ligger han nummer 7 (98 kampe), nummer 12 på ranglisten over flest clean sheets (43), nummer 14 blandt målmænd med flest kampe (178) og endelig nummer 6 på ranglisten over flest reddede straffespark (7).

Kilde: Hans Kleberg