Sæsonens første clean sheet gav forårets første point


21. februar 2021

AC Horsens fightede fantastisk i dagens opgør mod OB, og ”de gule” kunne efter kampen sætte forårets første point ind på kontoen, og hjemmeholdet kunne også glæde sig over, at det for første gang i sæsonen lykkedes at holde nullet.

Gæsterne fra Odense åbnede kampen bedst, men efter 10-15 minutter arbejdede AC Horsens-spillerne sig godt ind i kampen og var bedre end fynboerne resten af halvlegen.

Cheftræner Jens Berthel Askou havde Lirim Qamili med i startopstillingen, og han havde kampens første kvalificerede forsøg i det 23. minut, da han trykkede af lidt uden for feltet. Bolden strejfede et par OB-ben og gik lige forbi stolpen. Kort efter forsøgte Bjarke Jacobsen sig fra distancen, og det var generelt en god periode, hvor det lykkedes at fastholde bolden omkring OB-feltet.

Pausestatistikken viste tre afslutninger af AC Horsens – to af dem på mål – mens OB slet ikke blev registreret for en afslutning i de første 45 minutter.

OB indledte 2. halvleg med at have bolden meget og forsøge at skabe et tryk, og det gav muligheder til Moses Oponso, som Matej Delac nappede, og den kroatiske keeper var også på plads, da Ryan Laursen forsøgte sig.

I den anden ende forsøgte Louka Prip sig med højreskøjten, men Oliver Christensen stod i vejen, og i det 75. minut måtte OB have assistance fra træværket. Peter Nymann serverede et godt indlæg for Muamer Brajanac, der headede efter det lange hjørne, og bolden prellede af på overliggeren.

AC Horsens pressede godt på i slutminutterne, og Louka Prip havde et godt hovedstødsforsøg, og Hallur Hansson var ikke mange centimeter fra at dirigere bolden i mål, da han stod foran målmanden. I overtiden steg Alexander Ludwig til vejrs med et stærkt hovedstød, men Sabbi reddede på stregen, og tættere på mål kom hjemmeholdet ikke.

AC Horsens spiller kamp igen fredag den 26. februar klokken 19.00, når ”de gule” møder Vejle Boldklub på udebane.

AC Horsens – OB 0-0

AC Horsens: Delac, Nymann, Kiilerich, Ludwig, Reese, Buus (Dyhr, 67.), Hansson (Tengstedt, 90.), Jacobsen, Prip (Thorsen, 90.), Qamili (Brajanac, 67.), Brock-Madsen (Hlynsson, 79.).

OB: Christensen, Laursen, Tverskov, Juel Andersen, Østrøm, Opondo, Thomasen (Thrandarson, 78.), Kløve, Okosun, Hyllegaard (Lieder, 68.), Kløve (Sabbi, 68.), Jebali (Svendsen, 86.)

Advarsel, AC Horsens: Hllynsson (87.)

Advarsel, OB: Laursen (60.)

Dommer: Jens Maae

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.