Scoop i AC Horsens: Okosun forlænger lejeophold


12. december 2019

Tilbage i august forstærkede AC Horsens truppen markant ved at leje Ayo Simon Okosun i FC Midtjylland frem til årsskiftet, og nu er brikkerne faldet på plads, så Okosun bliver i AC Horsens på et lejeophold resten af sæsonen.

Ayo Simon Okosun var en fantastisk signing for AC Horsens tilbage i 2017/2018-sæsonen, da han blev købt fri af Vendsyssel FF, og han blev kåret til årets spiller.

Han har igen i denne sæson vist sine store kvaliteter i den gule trøje, og manager Bo Henriksen er begejstret for, at Okosun har valgt at blive i AC Horsens.

- Det er et kæmpe scoop for os, at Ayo har valgt at fortsætte i AC Horsens. Han har været fremragende for os igen denne gang, og han bliver kun bedre og bedre, som sæsonen skrider frem. Den måske altafgørende faktor for at han har valgt at blive er, at vi har skabt en fantastisk atmosfære, kultur og miljø, så vi kan præstere på allerhøjeste niveau, og det har han lyst til at være en del af. Vi kender alle hans fodboldmæssige kvaliteter, og der er ingen tvivl om, at vi nu har fået endnu bedre mulighed for at indfri vores målsætning om at overleve i 3F Superligaen, forklarer Bo Henriksen.

Ayo Simon Okosun er glad for at være en del af AC Horsens, hvor han trives på og uden for banen.

- Det giver mest mening for mig at fortsætte i AC Horsens, for jeg har det godt i klubben og har spillet en masse i efteråret, og det er det, jeg vil, for jeg skal fortsætte med at udvikle mig. At jeg nu får fast spilletid betyder, at jeg igen har fysisk overskud og føler mig tilpas på banen, og det giver mig de bedste forudsætninger for at præstere på højeste niveau. Det har været dejligt at komme tilbage til AC Horsens, for vi har en rigtig god gruppe gutter, der gør det nemt at falde til, fortæller Ayo Simon Okosun.