Sebastian Kattrup bliver assistenttræner for U19


25. juni 2020

Den gule legende Jesper Matz har skiftet titlen som U19-assistenttræner ud med titlen som Team Manager for U15, U17 og U19, og derfor har AC Horsens været på udkig efter en kompetent assistenttræner for cheftræner Christian Hansen.

Han er nu fundet, og det bliver Sebastian Kattrup, der har en fortid som spiller i AC Horsens. Han vender tilbage en håndfuld år efter, han stoppede som U19-spiller i den gule trøje.

Comebacket til Kattrup glæder talentchef Claus Troelsen.

- Vi kigger altid efter trænertalenter internt og derefter eksternt, og vi har fået rigtig fine anbefalinger på Kattrup, så vi glæder os til at få ham ind i folden som assistenttræner for Christian Hansen. Det er en fordel, at han har en fortid som ungdomsspiller her i klubben, for så kender han værdisættet og det er et område, vi prioriterer højt. Han var hårdtarbejdende som spiller og er det også som træner, og det bringer han med ind i miljøet til gavn for spillere og trænere, fortæller Claus Troelsen og fortsætter:

- Vi glæder os til at være med til at udvikle ham som træner. Nu har vi gjort vores trænerbesætning komplet på alle trin, og vi har endnu engang formået at sætte teams sammen, som passer rigtig godt sammen sportsligt og menneskeligt, lyder det fra Claus Troelsen.

Sebastian Kattrup blev for to år siden U19-træner for Odders førstehold og overtog senere Serie 1-holdet samtidig med, at han havde ansvaret for U19-holdet. Det har han mildt sagt haft pæn succes med, for han har været med til at sikre oprykning to gange.

- Vi har haft en rigtig fin dialog med Odder, og Sebastian fortsætter som JS-træner året ud. Han kan kombinere de to trænerstillinger, fordi vi træner på andre tidspunkter end Odder, og det er en fin løsning for alle parter, fortæller Claus Troelsen.

Nu venter et comeback i AC Horsens, og det ser Sebastian Kattrup frem til.

- Jeg glæder mig til at blive en del af et godt setup og arbejde med unge mennesker, der brænder for fodbold. Jeg har selv været i systemet og ved lidt om, hvad det kræver. Jeg synes, jeg har noget fodboldfagligt at bidrage med, men jeg kan også bidrage med andre ting, qua at jeg læser idræt på universitetet, fortæller Sebastian Kattrup, der skal aflevere sin bachelor til vinter.

Han har kun gode minder fra sin tid i AC Horsens.

- Det var nogle rigtig godt år i AC Horsens fodboldmæssigt, udviklingsmæssigt og med hensyn til kammeratskab. Vi havde et godt omklædningsrum, og selve kammeratskabet er noget af det bedste, jeg har oplevet. Vi kunne sagtens stille krav til hinanden, selvom vi havde det godt sammen, og vi ville vinde hver gang, forklarer Kattrup.