Sejr over Brøndby sikrer gul 8. plads


7. juni 2020

AC Horsens besejrede Brøndby IF med 3-2 på CASA Arena Horsens, og dermed slutter ”de gule” på ottendepladsen i 3F Superligaen efter grundspillet.

Dermed kan AC Horsens vælge pulje efter Randers FC, og Bo Henriksens mandskab lander i en pulje med netop kronjyderne, Hobro IK og Esbjerg fB.

AC Horsens fik en god start på aftenens kamp mod Brøndby IF, der havde svært ved at finde fodfæste i de første 15-20 minutter. Det var alligevel gæsterne, der fik kampens første nævneværdige afslutning, da Jesper Lindstrøm testede Matej Delac med et kvalificeret skud, men kroaten var på plads.

I det 18. minut måtte Delac hente bolden ud af netmaskerne, og han kunne ikke lastes for målet fra Anthony Jung, der firsttimede Brøndby i front.

Louka Prip var på spil et par gange 1. halvleg, og han var tættest på i det 38. minut, da han tvang Schwäbe ud i fuld længde med et godt forsøg på frispark.

2. halvleg var kun syv minutter gammel, da Hallur Hansson bragte balance i regnskabet med et hovedstød helt ude ved stolpen. Det flotte forarbejde stod Nicolai Brock-Madsen og Louka Prip for.

Michael Lumb måtte desværre lade sig udskifte med en skade, og i stedet sendte Bo Henriksen 16-årige Jeppe Kjær på banen. Kjær skulle blot bruge en håndfuld minutter, før han blev noteret for en assist. Han fandt Hallur Hansson på kanten af feltet, og den færøske landsholdsspiller scorede usvigeligt sikkert.

Desværre var Sigurd Rosted på plads fire minutter senere, da han headede bolden i det lange hjørne.

Jesper Lindstrøm fik en gylden chance for at bringe gæsterne foran, da han afsluttede fra tæt hold, men Delac hev endnu en klasseredning ud af ærmet. I den anden ende havde mange set bolden inde, da Alexander Ludwig headede på mål fra tæt hold, men Schwäbe diskede op med en vild redning og viftede bolden på overliggeren.

Anthony Jung modtog sit andet gule kort med syv minutter tilbage af kampen, og AC Horsens pressede på. Det gav bonus i overtiden, da Peter Therkildsen steg til vejrs og blev matchvinder med et kontrolleret hovedstød. Det sublime oplæg stod Peter Nymann for.

AC Horsens spiller kamp igen allerede på onsdag den 10. juni klokken 18.00, når ”de gule” møder SønderjyskE på udebane i Sydbank Pokalen.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om dagens opgør.

AC Horsens – Brøndby IF 3-2 (0-1)
0-1 Anthony Jung (18.)
1-1 Hallur Hansson (52.)
2-1 Hallur Hansson (60.)
2-2 Sigurd Rosted (64.)
3-2 Peter Therkildsen (90.)

AC Horsens: Delac, Nymann, Kiilerich, Ludwig, Lumb (Kjær, 55.), Prip, Jacobsen (Gemmer, 80.), Okosun, Thorsen, Hansson (Therkildsen, 80.), Frantsen (Brock-Madsen 45.).

Brøndby IF: Schwäbe, Hermannsson, Maxsø, Rosted, Gammelby, Slimane (Bruus, 86)., Radosevic, Vigen (Tibbling, 72.), Jung, Lindstrøm (Frendrup, 86.), Mraz (Uhre, 61.).

Advarsel, AC Horsens: Ingen.

Advarsel, Brøndby IF: Jung (80., 83.), Tibbling (81.), Rosted (90.)

Dommer: Peter Kjærsgaard

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.