Spelmann: Fuldt fortjent sejr


28. november 2011

Martin Spelmann blev matchvinder for AC Horsens, der her til aften vandt med 1-0 på Brøndby Stadion og det var en godt tilfreds midtbanemand, der gjorde status efter kampen.

- Vi hentede en fuldt fortjent sejr over Brøndby. De kom til lidt indlæg i starten af kampen, men det håndterede vi godt og vi overtog spillet. Vi turde spille, vandt andenboldene og til tider var der tale om powerplay. Vi vandt som hold i dag, vurderer Martin Spelmann.

Han scorede kampens eneste mål i det 41. minut.

- Jeg var bange for, at jeg var offside i situationen. Vi kombinerede godt i højre side og fandt Toft med en god aflevering. Han var stærk nok til at holde i bolden og finde mig, og så var det bare om at sætte den ind i det lange hjørne, fortæller Martin Spelmann.

AC Horsens lukker og slukker for efteråret med udekampen i Lyngby på søndag.

- Vi tager masser af selvtillid med til Lyngby efter denne sejr og vi skal være klar i hovederne i alle 90 minutter, hvis vi skal vinde derovre. Vi er efterhånden godt slidte efter et hårdt efterår, men vi præsterede godt som hold i dag og indskifterne holdt højt niveau. Det skal vi gentage i Lyngby, slutter Martin Spelmann.

Foto: badenfoto.dk