Stærk indsats førte til en 2-1 sejr over OB


27. august 2020

AC Horsens testede tidligere i dag formen af mod OB i Odense, og ”de gule” kunne rejse hjem til Horsens med en 2-1 sejr i spillerbussen.

Nicolai Brock-Madsen scorede for anden kamp i træk, og Casper Tengstedt blev matchvinder med et resolut hug.

Brock-Madsen åbnede ballet allerede i det syvende minut. Jonas Gemmer slog et giftigt indlæg ind foran kassen, og keeperen skubbede bolden lige ud til Nicolai Brock-Madsen, der ikke svigtede.

Generelt var AC Horsens dominerende med flot boldomgang i første halvdel af 1. halvleg, og det førte blandt andet til en chance til Jonas Thorsen i det 11. minut, men han måtte se målmanden redde. Det flotte forarbejde stod Louka Prip og Michael Lumb for.

OB’s Mikkel Hyllegaard blev sendt i dybden med en hård bold af Jens Jakob Thomasen i det 21. minut. Matej Delac kom godt ud af sit mål og vandt den direkte duel, men Hyllegaard var over riposten igen, og han sendte den i kassen forbi Malte Kiilerich, der var tæt på at redde skuddet.

Herefter kom OB bedre med i kampen, og Jebali var tæt på at score 2-1 målet, men stolpen stod i vejen. I det 37. minut måtte hjemmeholdet have hjælp af træværket, da Hallur Hansson headede bolden på krydset.

Jonas Dal skiftede syv spillere i pausen, og to af de indskiftede spillere, Jacob Buus og Casper Tengstedt, stod for forarbejdet efter et par minutters spil, da Hallur Hansson tvang målmanden ud i fuld længde med et velplaceret skud. I det 50. minut fandt Tengstedt Magnus Riisgaard Jensen ved bageste stang, men stopperen headede bolden lige over mål.

Efter godt en times spil sendte Thor Lange Jannik Pohl i dybden, og Pohl prikkede bolden forbi målmanden, men desværre også forbi stolpen. Et minut senere afgjorde Casper Tengstedt kampen, da han med et kort aftræk huggede bolden i det lange hjørne. AC Horsens kom frem til en dobbeltchance med 20 minutter igen, da Louka Prip tørrede både keeperen, der var på skovtur, og en forsvarsspiller, men hans afslutning blev reddet. Bolden strøg hen til Pohl, men hans hovedstød blev reddet.

De sortklædte gæster blev ved med at producere chancer, og U19-spilleren David Kruse forsøgte sig med et tørt hug med venstreskøjten, men målmanden kom godt ned. I det 81.minut blev Pohl sendt i dybden af Tengstedt, og han tørrede sin modstander, men måtte se målmanden redde skuddet. Tengstedt forsøgte sig med et hårdt skud ved nærmeste stang med en håndfuld minutter igen, men der blev ikke scoret flere mål.

AC Horsens: Matej Delac (Michael Lansing, 46.), Rune Frantsen (Jacob Buus, 46.), Malte Kiilerich (Magnus Riisgaard Jensen, 46.), Alexander Ludwig, Michael Lumb (Thor Lange, 46.), Louka Prip, Jonas Gemmer (Casper Tengstedt, 46.), Bjarke Jacobsen, Jonas Thorsen (Jannik Pohl, 46.), Hallur Hansson (David Kruse, 67.), Nicolai Brock-Madsen (Peter Therkildsen, 46.).