Statistik før FCM-kampen


9. marts 2012

AC Horsens møder FC Midtjylland på MCH Arena i Herning mandag aften.

De to klubber har mødt hinanden 18 gange i danmarksturneringen, og statistikken er klart i favør af midtjyderne. 12 gange har FCM trukket det længste strå, fire kampe er endt uafgjort og to gange har ”De Gule” vundet - målscore 17–30.

16 af de 18 kampe har været i Superligaen, og de har givet 10 sejre til FCM, fire uafgjorte og to sejre til AC. Den første sejr ligger tilbage til september 2006, hvor det blev 2–1 i Herning, og den anden sejr lød også på 2–1, det var i juli 2007, hvor kampen blev spillet i Fredericia.

FC Midtjylland har desværre været lidt af en skrækmodstander for AC Horsens de senere år. De seneste syv kampe har givet sejr til midtjyderne, og AC har ikke scoret i de seneste fire opgør. Det er kun mod FCK, at ”De Gule” har lidt flere nederlag i træk, idet holdet tabte de første otte kampe mod københavnerne, inden det blev til sejr i kamp nummer ni.

AC blev den store vinder i 19. spillerunde, idet holdet som det eneste i top otte hentede tre point. AC indtager tredjepladsen med 32 point, hvilket er det højeste pointantal ”De Gule” har hentet efter 19 kampe. I sæsonen 2007/08, hvor AC sluttede som nr. 5, havde holdet 31 point.

Kampen mod FCM er ”De Gules” kamp nr. 300 i landets bedste række gennem tiderne. Det er blevet til 87 sejre, 85 uafgjorte og 127 nederlag - målscore 369 – 524.

Sejren over HB Køge var den tredje i træk i indeværende sæson, idet holdet også vandt de to kampe inden vinterpausen over Brøndby og Lyngby. Det er første gang, at AC vinder tre kampe i streg i samme sæson i Superligaen. En gang tidligere har ”De Gule” vundet tre kampe i træk, men det var ikke i samme sæson, men fordelt på de sidste to kampe i sæsonen 2007/08 og den første kamp i sæsonen 2008/09.

Det skal dog nævnes, at i 1967, hvor HfS vandt bronzemedaljer, lykkedes det to gange at vinde tre kampe i træk i landets bedste række, og i 1969, hvor det blev til en flot femteplads, havde holdet en enkelt serie med tre sejre.

Ovenstående betyder også, at AC har mulighed for at sætte ny klubrekord med fire sejre i træk i landets bedste række.

Morten Rasmussen kunne have spillet kamp nr. 100 mod HB Køge, men måtte melde fra på grund af sygdom. Morten har i stedet mulighed for at fejre jubilæet mod FCM.

Martin Retov bragte AC foran mod HB Køge, hvilket var ”De Gules” mål nummer 200 i Superligaen. Martin har scoret to mål i Superligaen for AC, begge mod HB Køge.

Anders Nøhr har spillet 226 kampe for AC siden debuten i 2001. Såfremt AC kan besejre FCM mandag aften vil det være sejr nummer 100 for Anders i den gule trøje. Statistikken lyder på 99 sejre, 51 uafgjorte og 76 nederlag. Niels Lodberg er noteret for 97 sejre med ”De Gule”, og er den spiller, der efter Anders er tættest på 100 sejre.

Kilde: Hans Kleberg

Foto: badenfoto.dk