Statistik før Lyngby-kampen


1. december 2011

AC Horsens slutter efterårssæsonen af søndag eftermiddag ude mod Lyngby.

De to klubber har mødt hinanden 15 gange i danmarksturneringen siden 1961, og den samlede statistik fortæller om syv sejre til ”De Gule”, tre uafgjorte og fem sejre til Lyngby, målscore 23-16.

De ni af kampe er spillet på Lyngby Stadion, og her er statistikken helt lige med tre sejre til hver og tre uafgjorte. I Superligasammenhæng har syv opgør givet tre sejre til AC, to uafgjorte og to nederlag.

Vinder AC kampen mod Lyngby vil det være sejr nr. 50 i Superligaen siden oprykningen i 2005.

AC nærmer sig med hastige skridt mål nr. 200 i Superligaen, idet holdet er noteret for 197 scoringer. De fem flittigste målscorer er Gilberto Macena med 52, Henrik Hansen 17, Niels Lodberg 16, Besart Berisha 15 og Rawez Lawan 14.

Morten Rasmussen har spillet samtlige kampe for ”De Gule” i dette efterår, dvs. 17 superligakampe og fire pokalkampe. Han når dog lige netop ikke kamp nr. 100 i AC-trøjen i år, idet kampen mod Lyngby er nr. 99. Gilberto Macena, Henrik Toft og Jeppe Mehl har også spillet alle kampe.

Søren Jochumsen spiller afskedskamp mod Lyngby, og klubrekorden lander dermed – højst sandsynligt - på 524 kampe. Søren er indtil nu noteret for 228 sejre, 126 uafgjorte og 169 nederlag. I Superligaen bliver det til 181 kampe, heraf de første 98 og de sidste 71 i træk. De 181 kampe rækker til en 14. plads blandt målmænd med flest superligakampe. Med 44 clean sheet indtager Søren en flot 12. plads på alle tiders rangliste.

AC må undvære Niels Lodberg, der er ramt af karantæne og det samme er Bajram Fetai hos Lyngby.

Når kampen mod Lyngby er afviklet har AC spillet i alt 22 kampe inden for 141 dage. I foråret skal AC spille 17 eller 18 kampe, afhængig af udfaldet af pokalsemifinalerne, inden for en periode på kun 83 dage (4. marts - 25. maj). Et noget mere sammenpresset program end i efteråret.

Kampen i Lyngby dømmes af Michael Svendsen, der tidligere har dømt 15 superliga-kampe med AC involveret.

Matchvinderen i kampen mod Brøndby, Martin Spelmann, spillede superligakamp nr. 75 for AC.

I kampen mod Brøndby stod Johnny Mølby i spidsen for AC Horsens for 80. gang i en turneringskamp, heraf 50 i Superligaen.

Den flotte sejr over Brøndby betød, at statistikken mellem de to klubber efter 17 indbyrdes opgør nu er helt lige med syv sejre til hver og tre uafgjorte. De seneste seks kampe har givet fem sejre og en uafgjort.

Kilde: Hans Kleberg

Foto: badenfoto.dk