Statistik før Lyngby-kampen


8. april 2012

AC Horsens tager i morgen imod Lyngby på CASA Arena Horsens, hvor holdet skal forsøge at hente den tredje sejr i træk.

De to klubber har mødt hinanden 16 gange i danmarksturneringen siden 1961, og ”De Gule” har vundet otte gange, tre kampe er endt uafgjort, og Lyngby har trukket det længste strå fem gange - målscore 25–17. Det er primært på det seneste, at AC har forbedret den indbyrdes statistik, idet de sidste fire opgør har givet tre sejre og én uafgjort.

I Superligaen har holdene mødt hinanden otte gange, og de har givet fire sejre til AC, to uafgjorte og to gange har Lyngby vundet. Selvom de to klubber nu mødes for niende gang i Superligaen er det først tredje gang, at kampen spilles i Horsens. Lyngby har således i alle tre sæsoner, hvor holdene har mødtes i Superligaen, haft fordel af to hjemmekampe.

De to foregående superligakampe på hjemmekampe mod Lyngby har givet sejr til AC. Den 7. oktober 2007 blev cifrene 2–1 på mål af Rawez Lawan og Søren Friis. En kamp, der også huskes for, at Søren Jochumsen reddede et straffespark fra Kim Aabech 20 minutter før tid. Sidst Lyngby gæstede Horsens var den 25. april 2011, hvor resultatet blev 2–0 på mål af Kenan Hajdarevic og Issey Nakajima-Farran. Også i den kamp var Søren Jochumsen i centrum, idet han spillede kamp nr. 500.

Den seneste kamp mellem de to klubber var den 4., december 2011, hvor ”De Gule” vandt med 2–1 på mål af Martin Spelmann og Alexander Juel Andersen. Heller ikke den kamp kan man omtale uden at nævne Søren Jochumsen. Det var nemlig hans afskedskamp efter mere end 16 år i Horsens-målet og 524 kampe i alt.

Det første opgør mod Lyngby ligger som nævnt tilbage til 1961, hvor holdene mødtes i 3. division. HfS sikrede sig oprykning til 2. division, og der skulle gå 14 år, før de to hold krydsede klinger igen. I 1975 og 1976 spillede de to klubber i 2. division, og da Lyngby sikrede sig oprykning til den bedste række i 1976, varede det ikke mindre end 31 år før holdene igen spillede i samme række, denne gang i Superligaen.

AC Horsens har tre gange tidligere spillet en superligakamp den 9. april. I 2006 vandt AC hjemme vandt med 2–0 over SønderjyskE, i 2007 vandt AC, ligeledes på hjemmebane, med 3–1 over Viborg og i 2009 tabte ”De Gule” med 1–0 til AGF på NRGi Park i Aarhus.

I fredags lykkedes det for første gang siden den 26. august 1973 at besejre OB på udebane. ”De Gule” har mødt OB i Odense 24 gange, og sejren var først den tredje, den første var i 1963, hvor HfS vandt 4–2. ”De Gule” har gennem tiderne lukket hele 61 mål ind mod OB i 24 kampe på Odense Stadion, og det var først anden gang, at de holdt nullet. Første gang var den 9. april 1967, også i landets bedste række, hvor kampen sluttede 0–0.

Det var 50. gang, at De Gule” vandt med 1–0 på udebane.

AC har nu vundet syv kampe på udebane, hvilket er en udbygning af rekorden fra sæsonerne 2007/08 og 2010/11, hvor det blev til fem sejre på udebane.

AC har ikke spillet uafgjort i de seneste 10 kampe, hvilket er en tangering af rekorden. Det er blevet til seks sejre og fire nederlag.

AC har i de første 24 kampe modtaget 37 gule kort, og er dermed det hold med tredje færrest kort efter AGF og FCK. I sidste sæson var AC det hold, der modtog fjerde færrest kort blandt de 12 klubber. AC har dermed forbedret sig markant på dette område, idet holdet i de første fire år i Superligaen konstant lå i top tre ud fra flest kort.

Kilde: Hans Kleberg

Foto: badenfoto.dk