Statistik før Silkeborg-kampen


23. september 2011

AC Horsens møder søndag eftermiddag Silkeborg på udebane i 10. runde.

Det er 30. gang de to klubber mødes i danmarksturneringen, og de foreløbige 29 opgør siden 1971 har givet 11 sejre til ”De Gule”, seks uafgjorte og 12 sejre til Silkeborg - målscore 36 – 40.

Et kig på statistikken over kampe spillet i Silkeborg viser, at 16 kampe har givet syv sejre til hjemmeholdet, fire uafgjorte og fem sejre til AC. I Superligaen er det indtil nu blevet til ni indbyrdes opgør, AC har vundet fire gange, to kampe er endt uafgjort og Silkeborg har sejret tre gange, heraf de seneste to opgør.

Med sejren over OB kom AC op på 15 point efter ni kampe og en målscore på 19-14. I sæsonen 2007/08, der endte med en flot femteplads, havde AC også 15 point efter de første ni kampe, og målscoren var dengang 17–14.

”De Gule” har spillet 874 turneringskampe på hjemmebane, og det var kun femte gang, at sejrscifrene lød på 4–3. Den seneste hjemmesejr på 4–3 var den 2. september 2007, hvor AC vandt 4–3 over Esbjerg i Superligaen. Denne kamp var - ligesom mod OB - et drama. ”De Gule” var foran 3–0, blev indhentet og scorede sejrsmålet kort før tid.

AC Horsens spiller næste hjemmekamp den 17. oktober, hvor modstanderen er FC København og her har ”De Gule” mulighed for at hente sejr nr. 400 på hjemmebane i en turneringskamp.

Gilberto Macena er topscorer i Superligaen med syv mål. Det er sket to gange tidligere, at en spiller fra Horsens har ligget nummer et på topscorerlisten i løbet af sæsonen. I 1967 førte Hardy Jensen listen godt halvvejs i turneringen, men da sæsonen sluttede, havde Leif Nielsen fra Frem scoret 15 mål mod Hardy Jensens 14. I 1969 lå Hardy Jensen nummer et efter de fem første kampe, hvor han scorede seks mål.

Macena har scoret fem mål i to på hinanden følgende kampe i landets bedste række. Det er kun Hardy Jensen, der matche den bedrift. I 1969 scorede han først tre mål i 5–2 sejren over Esbjerg, og ugen efter to mål i 3–0 sejren over Vejle. Det højeste antal mål en spiller hos ”De Gule” har scoret i to på hinanden følgende turneringskampe er syv. Steen Engby scorede i 1987, i den sæson hvor HfS sikrede sig oprykning fra 3. til 2. division, først fire mål mod Kolding, der blev besejret 8–1 og otte dage senere blev det til tre mål i 5–2 sejren over Holstebro.

Gilberto Macena er nu oppe på 48 mål i Superligaen. På ranglisten over udlændinge, der har scoret flest mål i Superligaen, kan han nu skimte tredjepladsen, der indehaves af Fredrik Berglund med 50 mål.

Alioune Kébé scorede sine to første mål i Superligaen og blev den 54. spiller, der har scoret for ”De Gule” i landets bedste række siden 1967. Kébé har i alt scoret 11 mål i 20 kampe for AC Horsens.

Søren Jochumsen spillede kamp nummer 515 mod OB, heraf er 476 turneringskampe. Sejren over OB var sejr nummer 200 i en turneringskamp.

Kilde: Hans Kleberg