Stemningsafsnittet flyttes permanent til Roesgaard Tribunen


20. februar 2020

AC Horsens arbejder løbende på at forbedre forholdene for fansene på CASA Arena Horsens, og nu har klubben valgt at flytte stemningsafsnittet fra VP STÅL Tribunen til Roesgaard Tribunen (Sydtribunen).

Det har gennem længere tid været et ønske fra fansenes side, og det har været et gennemgående tema i de forskellige superligasurveys, som fansene har svaret på de seneste sæsoner.

Det glæder AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen, at ”de gule” nu har mulighed for at opfylde ønsket fra fansene.

- Vi har netop lanceret ”Spørg AC”, hvor fans, tilskuere og andre med interesse for AC Horsens har mulighed for at spørge os om alt mellem himmel og jord, og her har mange spurgt ind til mulighederne omkring stemningsafsnittet, så vi er rigtig glade for, at vi har fået enderne til at hænge sammen, så vi kan placere stemningsafsnittet permanent på Roesgaard Tribunen allerede fra på mandag, når vi møder AGF på CASA Arena Horsens, fortæller Kristian Nielsen.

Forum Horsens har endnu engang vist sig som en god samarbejdspartner.

- Vi har igen haft en god dialog med Jørn Juul fra Forum Horsens, og vores gode sponsor og samarbejdspartner VP STÅL har også været involveret i arbejdet med at flytte stemningsafsnittet, forklarer Kristian Nielsen.

Tilskuere med sæsonkort til VP STÅL Tribunen kan fremover benytte det til Roesgaard Tribunen, og det gælder naturligvis også fans med NG ZINK-fankontrakter. Billetter til VP STÅL Tribunen giver også adgang til Roesgaard Tribunen.

Fans skal benytte den sædvanlige opgang.