Storsejr til U-17


16. april 2012

Lørdag hentede AC Horsens’ U17 divisions hold 3 vigtige point på hjemmebane via en flot 4-1 sejr over FK Viborg. Viborg kom ellers formstærkt til kampen, men hjemmeholdet var velforberedte, og spillerne viste stor motivation og spillelyst.

Viborg var rent faktisk fint med i 1. halvleg, hvor de fik spillet fint kombinationsspil i flere situationer, men allerede efter 6 minutter slipper Mirsad Suljic igennem og omsætter en friløber til scoring og føring til ”De Gule”. Blot 6 minutter senere sparker Ahmad Osman bolden ind i det lange hjørne fra kanten af feltet. Et superflot mål der overraskede de fleste, da alle forventede et indlæg. På trods af 2-0 føringen var Viborg stadig med i kampen, og efter 30 minutters spil overrumpler et langt indkast AC-forsvaret og en Viborg-spiller kan fuldstændig fri sætte bolden i mål fra 2 meters afstand. Herefter blev spillet endnu mere nervøst for hjemmeholdet, men heldigvis viste offensiven sig endnu engang at være stærkere end Viborgs defensiv, og Mirsad Suljic slipper efter 38 minutter igennem i banens højre side og omsætter endnu en friløber til mål og en 3-1 pauseføring til hjemmeholdet.

Fra 2. halvlegs start virker hjemmeholdet som om de har godt styr på tingene. Det lykkedes gennem hele 2. halvleg hjemmeholdet at dominere den centrale midtbane, og dermed kontrollere kampen. Dette resulterede i rigtig meget boldbesiddelse og flotte opspil. Efter 47 minutters spil udmønter et af disse flotte opspil sig i 4-1 scoringen ved Emil Nielsen. Målet kommer efter opspil i hjemmeholdets venstre side, hvorefter bolden vendes modsat med en super aflevering, inden Okan Özdemir sender et super indlæg ind i panden på Emil Nielsen, der via flot arbejde i feltet har skabt sig den fornødne plads til at heade bolden i kassen.

Kampen ender fortjent 4-1 til AC Horsens, og "De Gules" cheftræner Mads Lyng havde følgende kommentar efter kampen:
- Vi leverer en rigtig holdindsats i dag, hvor alle mand arbejder stenhårdt. Samtidig er vi skarpe foran mål og scorer 4 mål, hvilket vi er rigtig glade for. Vores plan fra start var at lukke Viborgs muligheder for at spille ind centralt, hvilket vi ikke lykkedes godt nok med, og derfor fik Viborg for meget spil og for mange muligheder til at bringe bolden ind i vores felt i 1. halvleg. Alligevel overmatcher vores offensiv Viborgs defensiv, hvilket vi også havde satset på, men vi vidste at det krævede, at vores spillere præsterede optimalt i dag og det gjorde de. I 2. halvleg får vi så lukket ned centralt og tvinger Viborg til at sende lange bolde op, hvilket vi var tilfredse med, da vi fysisk var stærkere end dem på de fleste positioner. Dette betød også, at vi spillede noget flot fodbold gennem 2. halvleg og samtidig huskede vi at forsvare os og holde disciplin og koncentration hele vejen til slutfløjtet, og det er vi selvfølgelig rigtig tilfredse med.

Foto: badenfoto.dk