Svar fra Jesper Hansen – del 3


2. juli 2011

AC Horsens gav tidligere på måneden fans og andre med interesse mulighed for at stille spørgsmål til sportsdirektør Jesper Hansen og der kom mange interessante spørgsmål.

Her kan du læse tredje del af interviewet:

Vil vi fremover se en Jesper Hansen mere deltagende i debatten og mere åben overfor medierne, som sportscheferne i de andre superligaklubber, således vi ved hvad den sportslige sektor i ACH står for og har af meninger og mål?
Jørgen Thomsen

Svar fra Jesper Hansen: Som udgangspunkt stiller vi meget gerne op, når vi bliver spurgt. Hvis debatten er lig med fodboldprogrammer som ”Ren fodboldsnak”, så bliver det ikke med mig i panelet. Jeg vil gerne svare på konkrete spørgsmål, men jeg vil ikke blande mig i andre klubbers gøren og laden. Derudover sidder jeg jo i Disciplinærudvalget, så der vil også være ting, jeg ikke kan kommentere. Men vi drøfter ofte profilering internt og vores direktør Henrik Ravn udtaler sig også gerne.

Nu har ACH været tilmeldt reserveholdsturneringen i en sæson. Hvad er din mening om denne i forhold til den ”gamle” ordning. Har det styrket de unge spillere?
Jørgen Thomsen

Svar fra Jesper Hansen: Det har været en succes indtil videre, men nogle ting skal selvfølgelig justeres. I forhold til niveauet i danmarksserien, så er det her en langt bedre løsning med højere niveau og tempo. Kampene i reserveholdsturneringen giver trænere og spillere en bedre indikation på, hvor langt der er til førsteholdet for reserverne. Det er en kæmpe chance for unge dygtige spillere, der kan bevise deres værd, men omvendt er det også blevet hårdere for de mellemgode, der tidligere var på andetholdet. Det at vi nu spiller på et højere niveau og at vi ikke længere har brug for to trupper betyder, at vi har hjulpet nogle af vores unge spillere til andre klubber, for det er blevet sværere at komme igennem nåleøjet til A-truppen.

Hvorfor er der kun skrevet kontrakt med Søren Jochumsen på en halv sæson? Han ser på ingen måde affældig ud som målmand i Superligaen.
Jørgen Thomsen

Svar fra Jesper Hansen: Forhandlinger mellem os og spillerne er fortrolige, så jeg kan ikke løfte sløret for detaljer. Men vi valgte at forlænge Søren Jochumsens aftale med et halvt år og han har i øvrigt spillet en god sæson.

Opbakningen har til tider været lidt svingende på CASA Arena Horsens, hvor for få synger med på sangene og der kommer hurtigt buh-råb. Hvordan oplever I opbakningen?
Henrik Nielsen

Svar fra Jesper Hansen: Vi har oplevet en god opbakning på CASA Arena Horsens i den forgangne sæson og det toppede selvfølgelig til FCK-kampen, hvor stemningen var helt elektrisk. Vi har iværksat en række initiativer for at få flere tilskuere og har blandt andet gjort meget for at få fat i børnefamilier og studerende. Vi vil gerne hæve vores tilskuergennemsnit og larmen må meget gerne følge med. Vi arbejder hele tiden på at optimere totaloplevelsen.

Hvad er målsætningen for den kommende sæson?
Søren Petersen

Svar fra Jesper Hansen: Vi overlevede den første svære sæson for en oprykker og på sigt vil vi gerne være et etableret midterhold i Superligaen. I næste sæson har vi en målsætning om at overleve igen og det har vi en stærk tro på, at vi gør. Vi har et stærkt trænerteam og en sulten trup.

I har hentet spillere som Troels Kløve, André Bjerregaard og Christian Madsen op i A-truppen. Hvad er status på AC Horsens’ talentudvikling?
Helge

Svar fra Jesper Hansen: Vores talentudvikling er afgjort på vej i den rigtige retning og vi har et fantastisk setup, der udvikles løbende. Senest har vi ansat Mads Lyng, der er cheftræner for U-17 og halvtidsansat på BGI, hvilket giver en masse. Sportscollege Horsens udvider igen med styrketræning, lektierum og nyt byggeri, så vi får et fantastisk campus. Træningsmæssigt går den gule tråd igen med morgentræning og eftermiddagstræning af vores trænere, og vi arbejder konstant på at optimere det sportslige. I forhold til Troels Kløve, André Bjerregaard og Christian Madsen, så har vi jo også en Frederik Rønnow i A-truppen, som vi har store forventninger til.

Foto: badenfoto.dk