Test mod FK Viborg


9. marts 2012

Den afgørende test for AC Horsens’ U-19 hold spilles i denne weekend, når ”De Gule” drager til Viborg og møder domkirkebyens ypperste U-19 spillere, der til daglig huserer i U-19 Ligaen. Kampen spilles søndag kl. 12.00 og spilles på kunststofbanen.

AC Horsens’ cheftræner Claus Troelsen har set sine talenter præstere godt i de forgangne seks testkampe, og den plan der blev lagt inden træningen startede 9. januar, er blevet fulgt mere eller mindre til punkt og prikke.

- Vi har præsteret godt i testkampene samt i den daglige træning, og de elementer som vi her i opstarten har arbejdet med begynder for alvor at sætte sig i spillerne. Det betyder også, at vores plan kører på skinner, hvilket drengene skal have stor ros for. Jeg planlagde allerede tilbage i oktober vores testkampe og planen her var, at vi hver eneste uge skulle matches hårdt i testkampene mod gode modstandere som spiller i højt tempo. Grunden herfor er at vi har behov for, at vore spillere kommer op i et højt spillemæssigt tempo som sikrer, at vi ikke bliver overrasket, når sæsonen starter. Vi møder SønderjyskE og AB i de første to kampe i turneringen, og det er rigtig gode hold med tempo i spillet. Det er lykkedes os at skabe gode resultater i testkampene med to sejre, tre uafgjorte og kun et enkelt nederlag mod AaB. Vi har spillet mod AaB, FC Fyn, Esbjerg fB, Odders DS-mandskab, Randers FC samt Silkeborg IF, og vi har på det spillemæssige plan været godt med i alle kampe hele vejen igennem. Rent konditionelt er vi i rigtig god form, og spillerne har overskud lige nu. Vi har haft lidt skader undervejs, men også her ser det nu fornuftigt ud, hvilket øger konkurrencen i truppen, forklarer Claus Troelsen.

Der er stor forskel på testkampe og turneringskampe, men Claus Troelsen er fortrøstningsfuld med hensyn til at være i stand til at kunne levere de resultater, der skal til for at komme op i tabellen.

- Vi spiller testkampe for at gøre os klar til turneringen, men det betyder ikke, at resultaterne i testkampene ikke tæller i vores hoveder. Hvis vi får gode resultater i testkampene er chancen for at vi på det mentale plan står stærkt til turneringen og dermed kan fortsætte med at leverer resultater større. Har du tabt tre, fire eller fem testkampe i træk sætter det sig i spillerne, og du er dermed inde i en farlig spiral, og derfor er jeg glad for, at vi har leveret varen i testkampene, fortæller Troelsen.

Nu gælder det FK Viborg i den sidste test, og Claus Troelsen har udvalgt de 14 spillere til kampen, som står stærkest lige nu og altså blot en uge før sæsonstarten.

- Jeg har udvalgt min trup til den sidste kamp på baggrund af de præstationer, som spillerne har vist over længere tid. De 14 spillere som er udtaget er alle inde i en god periode og har vist gode takter på det seneste. Det betyder ikke, at det er de samme 14 spillere der udtages om en uge men jeg må erkende, at der nok ikke kommer den helt store udskiftning. Der er et par spillere udenfor de her 14 spillere, som stadig banker på og de skal være ekstra klar på træningsbanen i næste uge for at spille sig til en plads til kampen mod SønderjyskE den 17. marts, slutter Claus Troelsen.

Han har udtaget følgende trup til kampen mod Viborg:

1.       Marc Ahrendsen

2.       Hüseyien Sarigöz

3.       Jakob Rasmussen

4.       Mads Damgaard

5.       Martin Thomsen

6.       Kristoffer Gjettermann

7.       Thomas Glud

9.       Oguzhan Özelik

10.   Patrick Nielsen

11.   Patrick Grønbech

12.   Ergjan Zejnullahu

13.   Shawn Memory

14.   Jeppe Svenningsen

18.   Andreas Møller