Tilbageblik på efterårssæsonen


6. december 2011

AC Horsens har spillet 18 kampe her i efteråret og her kan du se lidt fakta for halvsæsonen:

Vidste du:

at AC med en målscore på 30–22 har scoret ét mål mere end i hele sidste sæson. I sæsonen 2007/08, hvor AC blev nr. fem, var målscoren efter 18 kampe 27–24.

at AC med 29 point har 17 point mere end Lyngby under nedrykningsstregen. Det er den største afstand til stregen ved vinterpausen. I sæsonen 2007/08 havde AC 30 point efter efterårets 18 kampe, hvilket var 16 point mere end Viborg på 11. pladsen.

at AC har hentet flest point på udebane, hvor det er blevet til 18 point i 10 kampe. På hjemmebane har pointhøsten været 11 point i otte kampe.

at AC har vundet fem gange på udebane i efteråret. Det er en tangering af klubrekorden, idet AC ikke tidligere har vundet mere end fem kampe på udebane i samme sæson.

at AC har besejret både Brøndby og SønderjyskE to gange og har således chancen for få maksimumpoint. Det har ”De Gule” ikke tidligere præsteret mod nogen hold i samme sæson.

at AC har spillet fem kampe øst for Storebælt med tre sejre og to uafgjorte som resultat. Før sæsonen havde 28 kampe på denne side af bæltet kun givet fire sejr og fire uafgjorte.

at AC har besejret Brøndby to gange i efteråret og dermed har hentet 16 point i de seneste seks kampe mod holdet fra Vestegnen.

at AC med sejren ude over Lyngby kom op på 50 sejre i Superligaen.

at Gilberto Macena med 11 mål er topscorer i Superligaen. Derudover kom han og Martin Spelmann på efterårets hold hos TV2 Sport.

at AC har været favorit i syv kampe i efteråret, og det har givet tre sejre, tre uafgjorte og ét nederlag.

at AC nu kun er ét mål fra at have scoret 200 mål i Superligaen.

at AC til otte hjemmekampe har haft 5.044 tilskuere i gennemsnit, hvilket er en fremgang på 20 %. Det gennemsnitlige tilskuertal i Superligaen på 6.864 ligger 2,6 % lavere end i sidste sæson

at AC lå nr. ét i de tre første runder og at førerholdet de følgende 15 runder har været FCK.

at AC har passeret en milepæl på tilskuerfronten, idet over 1.000.000 tilskuere har set ”De Gule” i Superligaen. Det nøjagtige tal er 1.002.861 til 183 kampe, hvilket giver et gennemsnit på 5.480. AC blev den 16. klub, der har haft over 1.000.000 tilskuere i Superligaen.

at AC har modtaget 26 advarsler i efteråret og dermed er det tredje mest fair spillende hold efter AGF og SønderjyskE.

at såfremt AC vinder forårets første kamp, hjemme mod HB Køge, vil det være første gang, at AC vinder tre kampe i træk i SAMME sæson.

at ”De Gule” spiller kamp nr. 300 i landets bedste række, når AC møder FCM på udebane den 11. marts 2012.

Kilde: Hans Kleberg

Foto: badenfoto.dk