Toft: AaB er tilbage på sporet


2. november 2011

AaB fik en forrygende start på denne sæson og Kent Nielsens mandskab skulle helt hen til ottende spillerunde, før FC Nordsjælland sørgede for sæsonens første AaB-nederlag. Siden har AaB spillet seks superligakampe, hvor det blot er blevet til en sejr, men det er begyndt at lysne igen i det nordjyske. I forrige runde måtte OB forlade Energi Nord Arena med et 1-2 nederlag i bagagen efter to mål af Chris Rolfe og i søndags fightede AaB sig til det ene point i Brøndby. AaB havde et par store chancer til at lukke kampen, men opgøret sluttede 1-1.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp for os. AaB fik en rigtig god start på sæsonen og kom derefter ind i en mindre god periode, men nu er de kommet tilbage på sporet igen.  Vores seneste møde var ret intenst og målrigt, og det kan blive samme type kamp igen – det er i hvert fald to hold, der vil frem over stepperne. AaB har en stærk defensiv, så det kan blive udslagsgivende, om vi er i stand til at træffe de rigtige beslutninger i offensiven, vurderer Henrik Toft.

AaB’s Kjetil Wæhler fik det røde kort i kampen mod Brøndby og han kommer derfor ikke på banen på lørdag, men det får ikke den store betydning, vurderer Toft.

- Det er selvfølgelig deres anfører og styrmand, men de har tre midterforsvarere, der er på niveau med hinanden, så jeg ser det ikke som en svækkelse, fortæller Toft.

Han fremhæver AaB’s centrale midtbane.

- Thomas Augustinussen er en klog, erfaren og fysisk stærk spiller, der er dygtig til at binde holdet sammen.  Han styrer midtbanen godt sammen med Rasmus Würtz, men jeg er ikke i tvivl om, at vores midtbane kan matche dem, forklarer Henrik Toft.

AC Horsens er inde i en god periode og senest blev det 1-1 mod Silkeborg på CASA Arena Horsens.

- Vi har præsteret godt i de seneste kampe, så vores form er fin. Vi er ærgerlige over, at vi ikke vandt over Silkeborg trods mange chancer, men skarpheden blev afgørende for, at vi ikke hentede alle tre point. Det positive er, at vi altid producerer mange chancer og det vil vi også gøre på lørdag, slutter Henrik Toft.

Foto: badenfoto.dk