Træningskamp mod Partizan Beograd


17. februar 2012

AC Horsens spiller i morgen holdets anden træningskamp i Tyrkiet og der venter endnu en opgave mod et stærkt serbisk mandskab. ”De Gule” møder nemlig Partizan Beograd, der topper den serbiske række med 10 point ned til Røde Stjerne Beograd på andenpladsen – AC Horsens tabte i øvrigt med 2-1 til Røde Stjerne Beograd i tirsdags.

AC Horsens havde alt for meget respekt for serberne i tirsdags og begyndte svagt mod Røde Stjerne Beograd, men det blev markant anderledes efter pausen, hvor ”De Gule” var det bedste hold.

Cheftræner Johnny Mølby vil da også forsøge at bygge videre på takterne fra 2. halvleg, når det gælder kampen mod Partizan Beograd i morgen.

- Vi kan tage meget med fra vores 2. halvleg mod Røde Stjerne Beograd. Vores tempo var rigtig højt og vi spillede med stor beslutsomhed, hvilket vi skal gøre fra første minut mod et dygtigt hold som Partizan Beograd. Vi skal også være gode til at spille fremad banen så hurtigt som muligt i morgen, så vi spiller bolden mellem kæderne og kan tage de rigtige løb, fortæller Johnny Mølby.

Morgendagens træningskamp er den andensidste inden forårspremieren mod HB Køge og Mølby er godt tilfreds med holdets tilstand.

- Vi har haft lidt udfald rent defensivt i vores træningskampe, men det så vi ikke mod Røde Stjerne Beograd. Der var lidt koncentrationssvigt, men forsvarsspillet i omstillingerne var markant bedre end i de øvrige træningskampe, så det går den rigtige vej. Der er dog ingen tvivl om, at vi skal eliminere vores koncentrationssvigt, fortæller Johnny Mølby og fortsætter:

- Spillerne er i rigtig god form og det kunne vi blandt andet se i tirsdags, hvor vi også tog de aggressive løb i det 90. minut, men holdet har selvfølgelig ikke den optimale friskhed pga. de mange træningspas. Når vi har mødt SønderjyskE i den sidste træningskamp, så kan vi bruge den sidste uge op til forårspremieren på at finde friskheden.

Martin Retov og Jeppe Mehl er tvivlsomme til kampen mod Partizan Beograd, men Mads Agesen får blandt andet chancen fra start og det samme gælder Ken Fagerberg og Johan Absalonsen, der skal danne angrebsduo.

Israelske Avram Grant, der blandt andet har været manager i Chelsea og også har en fortid i Portsmouth og West Ham, står i spidsen for Partizan Beograd.  Den serbiske storklub har udklækket mange dygtige fodboldspillere og målmaskinerne Mateja Kezman, Predrag Mijatovic og Savo Milosevic er blandt de mest kendte.

Foto: badenfoto.dk