Tre sejre på en uge
AC Horsens vandt en overbevisende 3-1 sejr over Lyngby Boldklub, og dermed hentede ”De Gule” den tredje sejr på godt en uge. Troels Kløve scorede to perlemål, og Rasmus Minor Petersen bidrog til festen med et selvmål, inden Dennis Cagara pyntede på resultatet.
Gennem hele kampen sad man med en fornemmelse af, at hjemmeholdet havde kampen under kontrol, og det så meget solidt ud. Værterne kom også bedst i gang med opgøret mod et Lyngby-mandskab, der lurede på omstillingerne.
Efter et kvarters spil brød dagens man of the match Troels Kløve et Lyngby-opspil og satte kursen mod mål, hvor han desværre blev tacklet i skudøjeblikket. Godt 10 minutter senere slap Lyngby-spillerne ikke med skrækken, da Troels Kløve skar ind i banen fra sin position på venstrekanten og smukt lagde bolden over i det lange hjørne uden chance for Nicklas Højlund i Lyngby-målet. Godt fem minutter senere var Frederik Helstrup uhyggeligt tæt på at gøre det onde ved sine tidligere holdkammerater. Martin Retov sendte et frispark ind feltet til Henrik Toft ved bageste stang. Han headede på tværs til Helstrup, der måtte se Højlund diske op med en super redning på hovedstødsforsøget.
Efter godt en halv times spil forsøgte André Bjerregaard sig med årets detalje på CASA Arena Horsens, da han med ryggen til mål tæmmede bolden og sendte en afslutning af sted med hælen i samme bevægelse, men Højlund viftede bolden til hjørnespark - afslutningen havde fortjent en bedre skæbne.
Tre minutter før pausen diskede Troels Kløve op med endnu en lækkerbisken, da han lagde bolden over Lyngby-målmanden og ind i netmaskerne – super afslutning på 1. halvleg.
Lyngby kom længere frem efter pausen, og i perioder var ”De Gule” for passive, men 3-0 målet faldt efter godt en times spil, da Rasmus Minor Petersen headede Esben Petersens indlæg ind bag sin egen keeper. I det 73. minut fik Patrick Mortensen en gylden mulighed for at reducere for gæsterne, men Frederik Helstrup nåede tilbage og tacklede Lyngby-angriberen i skudøjeblikket.
Lyngby fik dog reduceret, og det skete i det 84. minut, da Dennis Cagara headede bolden ind bag Thomas Villadsen. Lasse Fosgaard stod for det flotte forarbejde, da han skar ind i banen fra sin position på højrekanten og serverede bolden for Cagara. Tættere på kom gæsterne ikke.
AC Horsens er fortsat på andenpladsen i NordicBet Ligaen og har fire point op til Hobro IK, mens der er fire og fem point ned til HB Køge og Silkeborg IF på tredje- og fjerdepladsen. Silkeborg IF har i øvrigt en kamp i baghånden.
Matchfacts:
AC Horsens – Lyngby 3-1 (2-0)
1-0 Troels Kløve (26.)
2-0 Troels Kløve (42.)
3-0 Selvmål (64.)
3-1 Dennis Cagara (84.)
AC Horsens:
Thomas Villadsen
Anders Randrup, Steffen Kielstrup, Frederik Helstrup, Erik Marxen
Esben Petersen, Martin Retov, Janus Drachmann, Troels Kløve
Henrik Toft, André Bjerregaard
Indskiftninger:
66. Thomas Kortegaard (Martin Retov)
72. Jeppe Mehl (Janus Drachmann)
83. Mikkel Agger (Henrik Toft)
Advarsler:
52. Martin Retov
60. Henrik Toft
Lyngby:
Nicklas Højlund
Jeppe Brandrup, Jeppe Tverskov, Rasmus Minor Petersen, Dennis Cagara
Lasse Fosgaard, Philip Rasmussen, Rasmus Nielsen, David Boysen
Bror Blume
Patrick Mortensen
Indskiftninger:
46. Mads Pedersen (Philip Rasmussen)
68. Mathias Tauber (Bror Blume)
84. Frederik Gytkjær (Rasmus Nielsen)
Advarsler:
21. Philip Rasmussen
49. Rasmus Minor Petersen
50. David Boysen
57. Jeppe Brandrup
Man of the match:
Troels Kløve
Tilskuere:
2.734
Dommer:
Jørgen Daugbjerg Nielsen
Foto: badenfoto.dk