Troelsen forventer tæt opgør mod FK Viborg


13. april 2012

Efter 14 dages kamp pause i U-19 Divisionen er det atter tid for de gule talenter at spille om point. Den seneste kamp for 14 dage siden blev vundet 1-0 på udebane over Nordvest FC, og denne opmuntring skal naturligvis bruges til at sætte yderligere tre point på kontoen, når Viborg lørdag kl. 13.00 gæster CASA Arena Horsens.

- Vi løste opgaven i Nordvest rigtig flot, og fik den sejr som vi alle tørstede efter. Nu gælder det Viborg som, uden at forklejne Nordvest, trods alt må betegnes som en sværere opgave. Viborg er et hold, som er utrolig skarpe i begge felter, hvilket de senest beviste mod os i en testkamp i vores forberedelsesfase. De vandt 2-0 på halvanden chance, mens de var dygtige til at holde nullet trods overvægt i spil og chancer til os. Derfor forventer jeg en meget lige affære, hvor vi skal være skarpere end i de tidligere kampe til at udnytte vore chancer, samtidig med at vi skal være konsekvente i vores forsvarsspil, fortæller Claus Troelsen

Viborg har i de første tre runder efter vinterpausen hentet syv point og har spillet sig op i top fire. Med sejre over Nordvest FC, Næstved samt en uafgjort i sidste spillerunde mod HB Køge er Viborg at regne som et af de hold der kan true SønderjyskE, HB Køge og Silkeborg i den absolutte top af denne sæsons U-19 Division.

- Viborg er startet flot og må have en stor grad af selvtillid i bagagen inden på lørdag, men vi er optimistiske omkring vores muligheder for at vinde kampen. Det kræver, at vi spiller med taktisk snilde samt stenhårdt løbearbejde begge veje. Vi kender Viborg som et godt omstillingshold, og et hold med dygtige angribere som scorer på de chancer, de tilspiller sig. Omvendt kender vi også Viborg som et hold, der til tider mister organisationen, og det er det vi skal udnytte på lørdag, slutter Claus Troelsen

U-19 truppen er udtaget, og det kan med glæde bemærkes, at Patrick Grønbech efter længere tids skadespause er tilbage i kamp truppen.

1.       Rune Neubauer

2.       Hüseyien Sarigöz

3.       Jakob Rasmussen

4.       Mads Damgaard

5.       Martin Thomsen

6.       Kristoffer Gjettermann

7.       Martin Steven Conley

9.       Oguzhan Özelik

10.   Patrick Nielsen

11.   Patrick Grønbech

12.   Ergjan Zejnullahu

13.   Shawn Memory

14.   Jeppe Svenningsen

17.   Vinojan Vethanayagam