Truppen mod Brøndby
Der er lagt op til et brag af en kamp i morgen, når AC Horsens tager imod Brøndby på CASA Arena Horsens klokken 18.00.
De to klubber har høstet mange point i dette forår, og cheftræner Johnny Mølby forventer en kamp med masser af nerve.
- Det bliver en rigtig intens kamp mellem to hold, der er i god form, og både Brøndby og vi vil gå efter sejren. Brøndby har gjort det godt her i foråret, hvor spillerne har arbejdet hårdt for hinanden og optrådt som en kompakt enhed. Kollektivet er krydret med dygtige individualister som blandt andre Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl, forklarer cheftræner Johnny Mølby.
Han står i spidsen for et AC Horsens-mandskab, der efter en række gode præstationer har fået masser af selvtillid og indtager tredjepladsen i Superligaen.
- Vi har fået en rigtig god start på foråret, og hele klubben er gennemsyret af en kæmpe tro på, at vi kan vinde over Brøndby i morgen, hvis vi rammer vores topniveau, lyder det fra Johnny Mølby.
Han må se bort fra Mads Agesen, der har fået en indsprøjtning i knæet, Robert Veselovsky, der har problemer med den ene finger, og Janus Drachmann, der fik en forstrækning i baglåret mod Lyngby.
Følgende spillere er udtaget til truppen:
1. Søren Jochumsen
2. Anders Nøhr
3. Morten Rasmussen
4. Nabil Aslam
5. Alexander Juel Andersen
6. Søren Jensen
7. Johan Absalonsen
8. Ken Fagerberg
10. Martin Spelmann
11. Niels Lodberg
12. Henrik Toft
14. Martin Retov
15. Lasse Kryger
18. Jeppe Mehl
25. Kenan Hajdarevic
26. Troels Kløve
29. André Bjerregaard
30. Frederik Rønnow
Foto: badenfoto.dk