Truppen mod Esbjerg fB


15. juni 2020

CASA Arena Horsens danner rammen om morgendagens kamp mellem AC Horsens og Esbjerg fB.

AC Horsens er ubesejret i de seneste fire superligakampe, der har resulteret i tre sejre og én uafgjort, så der er grund til at have optimisme og tro på tingene, og stemningen i truppen er da også rigtig god i øjeblikket.

Tre dage efter kampen i Hobro skal AC Horsens i kamp igen, og denne gang gælder det opgøret mod Esbjerg fB på CASA Arena Horsens.

- Der er ingen tvivl om, at vi har respekt for Esbjerg og deres kvaliteter, men det er også et hold, vi skal kunne byde op til dans på CASA Arena Horsens, og det gør vi også i morgen, fortæller Bo Henriksen og fortsætter:

- Vi har en unik chance for at tage endnu et stort skridt mod at indfri vores målsætning om at overleve, og den vil vi gøre alt for at udnytte i morgen, så vi kan sætte os en ny målsætning for den resterende del af sæsonen. Vi er sultne og går på jagt efter alle tre point, lyder det fra Bo Henriksen.

Han står i spidsen for et mandskab, der i Hobro spillede den tredje kamp på seks dage, og i morgen ruller bolden igen.

- Vi er inde i en rigtig spændende og sjov periode, der koster mange ressourcer, men jeg er rigtig stolt af mine spillere, der går ind og leverer varen hver eneste gang. De arbejdede stenhårdt i Hobro og leverede en fremragende indsats, og jeg forventer det samme af dem igen i morgen, lyder det fra Bo Henriksen.

Der er igen blevet åbnet op for at spille foran tilskuere, og der må der alt i alt være 500 personer på stadion.

- Vi er super glade for, at der igen må være tilskuere på CASA Arena Horsens, og jeg vil bare opfordre dem til at give max gas, slutter Bo Henriksen.

Følgende trup er udtaget til kampen mod Esbjerg fB:

1. Matej Delač

3. Magnus Riisgaard Jensen

4. Malte Kiilerich

5. Michael Lumb

6. Ayo Simon Okosun

7. Peter Therkildsen

8. Bjarke Jacobsen

10. Hallur Hansson

11. Peter Nymann

12. Rune Frantsen

14. Jonas Gemmer

15. Erhan Mašović

17. Oliver Drost

18. Louka Prip

19. Jonas Thorsen

21. James Gomez

22. Michael Lansing

29. Jeppe Kjær

33. Alexander Ludwig

44. Nicolai Brock-Madsen