Truppen mod FC Midtjylland


11. marts 2012

AC Horsens fik en god start på forårssæsonen med 2-1 sejren over HB Køge for en uge siden, og i morgen skal ”De Gule” præstere på et højt niveau igen, hvis holdet skal tage tre point med hjem fra Herning.

Morgendagens opgør bliver en vanskelig opgave for AC Horsens mod et FCM-mandskab, der fik en resultatmæssig skidt start på foråret med 1-2 nederlaget til Lyngby, og ”Ulvene” hungrer efter revanche.

- FC Midtjylland fik ikke den start på foråret, som klubben havde ønsket, og de vil gøre alt for at komme på tavlen mod os. De vil forsøge at sætte sig på kampen fra første minut, og vi skal forsøge at håndtere deres pres. Lyngby håndterede det fint for en uge siden og havde kontrol over kampen langt hen ad vejen, hvilket vi også havde sidste gang, vi var i Herning, hvor det lugtede af uafgjort, indtil Jonas Borring scorede kampens eneste mål, fortæller cheftræner Johnny Mølby.

- Der venter os en intens kamp med højt tempo og hårde nærkampe. Der vil være faser, hvor FC Midtjylland vil have initiativet og faser, hvor vi vil have initiativet. Vores hold er blevet meget modent, og vi har vundet vanskelige steder som i Parken og på Brøndby Stadion, så vi kan også hente alle tre point i Herning, hvis vi præsterer på et højt niveau. Jeg ser vores kamp mod FC Midtjylland som en åben kamp, og jeg vil ikke på forhånd sælge den for uafgjort, fortsætter Mølby.

AC Horsens’ cheftræner kunne se sit mandskab hente en yderst vigtig sejr i forårspremieren mod HB Køge.

- Vi vidste på forhånd, at der ventede os en svær kamp mod HB Køge, og det er en af de kampe, som man er lidt nervøs for som træner. Den første kamp efter en lang pause er altid speciel, og der vil altid være lidt nervøsitet, men vi kom godt igennem det. Der er dog ingen tvivl om, at vi skal præstere på et højere niveau mod FC Midtjylland, hvis vi skal have point med hjem, vurderer Johnny Mølby.

Han må se bort fra Søren Jensen og Thomas Kortegaard, men ellers er der frit valg på alle hylder, og han har udtaget følgende trup til i morgen:

2. Anders Nøhr

3. Morten Rasmussen

4. Nabil Aslam

5. Alexander Juel Andersen

7. Johan Absalonsen

8. Ken Fagerberg

10. Martin Spelmann

11. Niels Lodberg

12. Henrik Toft

14. Martin Retov

15. Lasse Kryger

18. Jeppe Mehl

19. Mads Agesen

20. Janus Drachmann

23. Robert Veselovsky

25. Kenan Hajdarevic

26. Troels Kløve

29. André Bjerregaard

30. Frederik Rønnow

 

Foto: badenfoto.dk