Truppen mod FC Nordsjælland
AC Horsens møder FC Nordsjælland på Farum Park i morgen klokken 20.00, og det er en kamp, der overgår det meste, hvad angår spænding. Nordsjællænderne kan med en sejr hente mesterskabet og de mange millioner kroner, der følger med ved deltagelse i Champions League, og ”De Gule” kan stå med bronzemedaljerne om halsen, hvis holdet får point i Farum.
- Det bliver en vildt spændende kamp, hvor der står meget på spil for begge klubber. Både vi og FC Nordsjælland har gjort det over al forventning i denne sæson, og det vidner om flotte præstationer over rigtig mange kampe, at begge hold ligger i toppen helt indtil slutningen af sæsonen, fortæller cheftræner Johnny Mølby.
Han har stor respekt for FC Nordsjælland, der har spillet på et rigtig højt niveau i denne sæson.
- FC Nordsjællands spillere har altid været dygtige med bolden, men de er blevet mere tålmodige og effektive. De har en stor udnyttelsesprocent på chancerne, og man kan kun have respekt for deres kvaliteter, lyder det anerkendende fra Johnny Mølby.
Men hvordan får man så point mod Superligaens nummer et?
- Vi skal blandt andet være kompakte og aggressive, og så skal vi være dygtige i de faser, hvor vi vinder bolden. Mod AGF var vi klar til at løbe ekstra meter for hinanden, og det skal vi også være klar til i morgen, og vi skal turde udfordre, forklarer Johnny Mølby.
Han må se bort fra Kenan Hajdarevic, Johan Absalonsen og Martin Spelmann.
2. Anders Nøhr
3. Morten Rasmussen
4. Nabil Aslam
5. Alexander Juel Andersen
6. Søren Jensen
8. Ken Fagerberg
11. Niels Lodberg
12. Henrik Toft
13. Thomas Kortegaard
14. Martin Retov
15. Lasse Kryger
18. Jeppe Mehl
19. Mads Agesen
20. Janus Drachmann
23. Robert Veselovsky
26. Troels Kløve
29. André Bjerregaard
30. Frederik Rønnow
Foto: badenfoto.dk