Truppen mod Hobro IK


7. juli 2020

AC Horsens møder Hobro IK på CASA Arena Horsens onsdag den 8. juli, og dommer Jens Maae fløjter kampen i gang klokken 18.00.

AC Horsens jagter førstepladsen i gruppen, mens Hobro IK allerede inden kampen ved, at klubben skal ud i en playoff-kamp mod nummer tre fra den anden gruppen om at undgå nedrykning fra 3F Superligaen.

Bo Henriksens mandskab er ubesejret i de seneste otte kampe i 3F Superligaen og senest blev det til en 2-1 sejr over Esbjerg fB på Blue Water Arena.

Selvom spillet langt fra var kønt, så lykkedes det alligevel at hive alle tre point i land, og det er meget kendetegnende for situationen lige nu, for selvtilliden og troen er i top.

- Jeg er så stolt af mine spillere, der er inde i en fantastisk stime, og det er jo nærmest uhørt at være ubesejret i de seneste otte kampe i 3F Superligaen. Det er en kæmpe cadeau til alle i truppen, og det er ikke kun spillerne i startopstillingen. Senest kunne vi se spillere fra bænken komme ind og være kampafgørende i Esbjerg, og det er virkelig fedt at råde over så mange sultne spillere med så stor kvalitet, fortæller manager Bo Henriksen.

Han kunne endnu engang glæde sig over, at Matej Delac spillede en pragtkamp i det vestjyske, og generelt har den kroatiske keeper været fremragende i denne halvsæson.

- Matej Delac har præsteret på et stabilt højt niveau gennem mange kampe efterhånden, og han har haft redninger i særklasse. Det er en fornøjelse at se den stabilitet, han har fundet, og han har helt sikkert reddet point til os. Vi holdt alle sammen vejret, da Vito Mannone fik en stor chance i overtiden i fredags, men Matej viste endnu engang sin klasse, konstaterer Bo Henriksen.

Han har udtaget følgende trup til kampen:

1. Matej Delač

3. Magnus Riisgaard Jensen

4. Malte Kiilerich

5. Michael Lumb

6. Ayo Simon Okosun

7. Peter Therkildsen

8. Bjarke Jacobsen

10. Hallur Hansson

11. Peter Nymann

12. Rune Frantsen

14. Jonas Gemmer

15. Erhan Mašović

18. Louka Prip

19. Jonas Thorsen

21. James Gomez

29. Jeppe Kjær

30. Anders Hoff

33. Alexander Ludwig

44. Nicolai Brock-Madsen