Truppen mod Randers FC


19. juni 2020

Både AC Horsens og Randers FC jagter førstepladsen i gruppen, og i morgen mødes de to klubber på CASA Arena Horsens klokken 13.00.

Hvis man siger komprimeret kampprogram, så passer det meget godt med AC Horsens-kalenderen, for spillerne har de seneste par uger nærmest kun koncentreret sig om at restituere og spille kampe.

Fire kampe på ni dage er det blevet til, og manager Bo Henriksen er imponeret over den måde, hans spillere har tacklet det på.

- Jeg må bare tage hatten af for spillerne, der klør på uden at klynke, og de er i den grad trådt i karakter i den her periode, fortæller Bo Henriksen og fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig gøre alt for at få noget friskhed i benene og forberede os taktisk, så vi står godt rustet til kampen mod Randers FC. Vi ved, det er et solidt fodboldhold, vi skal møde, men det er også et fodboldhold, vi kan og skal matche her på CASA Arena Horsens, lyder det fra Bo Henriksen.

Sæsonen lakker mod enden, og den matematiske redning er tæt på og kan endegyldigt sikres i denne runde.

- Det vil være fantastisk for alle i og omkring AC Horsens, hvis vi sikrer endnu en sæson i 3F Superligaen, og det går vi selvfølgelig benhårdt efter at få afgjort allerede i morgen. Vi er også så ambitiøse, at vi sætter os nye mål, hvis det lykkes, og vi vil rigtig gerne slutte på førstepladsen i gruppen, fortæller Bo Henriksen.

I morgen er der åbnet op for, at kampen skal spilles foran flere end 500 tilskuere, for CASA Arena Horsens er et af de tre stadioner, der er med i et testforsøg.

- Det er da fantastisk, at vi er en del af det her, for vi vil rigtig gerne spille foran flere tilskuere, selvom vi har klaret os fint igennem de her kampe, hvor der ikke har været tilskuere på tribunerne. Det giver bare noget ekstra til os alle sammen, når der er en fed stemning, og vi glæder os, slutter Bo Henriksen.

Følgende trup er udtaget til kampen mod Randers FC:

1. Matej Delač

3. Magnus Riisgaard Jensen

4. Malte Kiilerich

5. Michael Lumb

6. Ayo Simon Okosun

7. Peter Therkildsen

8. Bjarke Jacobsen

10. Hallur Hansson

11. Peter Nymann

12. Rune Frantsen

14. Jonas Gemmer

15. Erhan Mašović

17. Oliver Drost

18. Louka Prip

19. Jonas Thorsen

22. Michael Lansing

29. Jeppe Kjær

33. Alexander Ludwig

44. Nicolai Brock-Madsen

Klik her for at købe billet til kampen. OBS: Der vil ikke være billetsalg på CASA Arena Horsens på kampdagen. BIlletter kan købes online frem til kampstart eller indtil der bliver udsolgt.