U-14 vandt også sidste kamp


18. oktober 2011

AC Horsens’ U-14 M har for længst sikret sig oprykning til M1 fra foråret 2012, så spillerne havde torsdag fået lov til at hygge sig med Horsens Folkeblads skoleturnering, hvor drengene dystede med og mod hinanden for deres respektive klasser. Fredag stod den så på 10 km skoleløb, hvor drengene blev bedt om at føre an i løbet.

Drengene mødte lettere ømme i benene op til kampen, så en del af opvarmningen gik på at strække lidt i de ømme ben. Kampens start var da også præget af fysisk træthed og det lykkedes Varde at bringe sig i front med 0-1 efter 15. min. Dette var startskuddet til, at de gule drenge begyndte at få musklerne i gang, og 5 min. senere udlignede Kristian Skovbjerg på en fantastisk frisparksmål, hvor han hamrede bolden op i det korte hjørne. 2 min. senere gjorde Martin Holm det til 2-1 og bare 1 min. senere scorede topscorer Andreas Østergaard sit 11. turneringsmål til pausestillingen 3-1 til AC Horsens.

I 2. halvleg blev der igen rokeret en del om på holdet, men uden den store betydning, da Kristian Skovbjerg efter 5 min. hamrede bolden ind i målhjørnet til 4-1. Varde fik reduceret til 4-2 efter godt 20 min. spil i 2 halvleg, men 4 min. senere udfordrede Andreas Leed Vardeforsvaret, som måtte begå straffespark for at stoppe ham. Det lykkedes Emil Holtens at score efter at målmanden først reddede straffesparket, derefter riposten, men 3. forsøg blev lykkens gang for Emil, som scorede sit første mål for AC Horsens. Marcus Malmstrøm scorede kampens sidste mål på et flot hovedstød efter hjørnespark fra Andreas Leed.

Status på sæsonen blev 10 kampe, 28 point og en flot målscore på 56-10