U-17 og U-19 skal til Fyn
AC Horsens’ bedste U-17 og U-19 mandskab skal en tur til Fyn for at møde FC Fyn i morgen.
U-19 talenterne har ikke smagt sejrens sødme i de seneste fire kampe og i lørdags måtte ”De Gule” indkassere et 2-4 nederlag til Hvidovre på CASA Arena Horsens. I morgen gælder det så FC Fyn på udebane og FC Fyn har haft det godt på hjemmebane med fire sejre i seks kampe. De to seneste hjemmekampe har dog resulteret i nederlag til FK Viborg og AB, så forhåbentlig kan AC Horsens udnytte fynboernes resultatmæssige dyk på hjemmebane.
AC Horsens’ U-17 hold er ubesejret i de seneste tre kampe og senest hentede holdet 2-2 mod Hvidovre, der ellers var foran to gange. Morgendagens modstander fra FC Fyn har haft en svær sæson og holdet har kun formået at hente syv point i 12 kampe. I hjemlige omgivelser har holdet hentet seks af pointene og holdet fik 1-1 mod AB i den seneste hjemmekamp. AB er i øvrigt suverænt tophold i U-17 Divisionen, så måske har FC Fyn fået spillet til at glide.
Foto: badenfoto.dk