U-17 sluttede med sejr


14. november 2011

AC Horsens’ U-17 Divisionshold lukkede efterårssæsonen med en 4-2 sejr over bundholdet fra FC Fyn. Sejren var fortjent, men der skulle arbejdes hårdt for de tre point. Til kampen havde ”De Gule” en ekstra udfordring, da man op til kampen stod i en situation hvor begge keepere var skadede. Dette betød at den normale højre back Mathias Hartvig måtte tage handskerne på og vogte målet i Odense, hvilke han gjorde ganske fint.

Kampen startede perfekt for AC, da man fra start lagde et voldsomt højt pres på fynboerne, der slet ikke anede hvad der havde ramt dem, inden Mirsad Suljic havde bragt ”De Gule” foran 1-0 efter to minutters spil på oplæg af Nicklas Bigum. Gæsterne fortsatte dominansen, men efter 23 minutter kiksede en simpel clearing i eget felt hos AC, og en total fri FC Fyn-spiller kunne banke bolden ind til 1-1 bag en chanceløs Hartvig i målet. Stillingen holdt til pausen og hjemmeholdet var kommet bedre med i 1. halvlegs slutning.

Fra 2. halvlegs start skulle der igen blæses til angreb for ”De Gule”, og efter 63 minutter sendte en velspillende Mathias Damgaard en sukkerbold over i bagerste område af FC Fyns felt, hvor Mirsad Suljic afdriblede sin direkte modstander og kanonerede bolden ind til 2-1 føring. Desværre er der fem minutter senere igen fejl i opdækningen i "De Gules" felt i forbindelse med et FC Fyn-hjørnespark, og en FC Fyn-spiller er hurtig over en retur bold fra Hartvig i målet og så står der 2-2. Nu troede hjemmeholdet, at de skulle have momentum og gå efter alle tre point, men kun et minut efter den udlignende scoring, sendes Mirsad Suljic afsted i en lynhurtig omstilling, og uselvisk spiller han sin angrebsmakker Emil Nielsen total fri i feltet og han svigter ikke. 3-2 til AC med 12 minutter igen og nu skulle føringen holdes hjem. Dette lykkedes og det var stadig AC, der dominerede kampen og skabte chancer. Med fire minutter tilbage kommer venstrebacken André Givskov i et rush op af siden, og foran FC Fyn-feltet spiller han bandespil med indskiftede Sami Elmajdoubi, der med et super første touch spiller André fri til scoring, hvorefter André iskoldt sender bolden forbi keeperen i det lange hjørne.

Cheftræner Mads Lyng havde følgende kommentar efter kampen:

- Det er en dejlig følelse at have lukket efteråret godt af og vinde den her kamp, som vi gik ind til som favoritter. Vi løser opgaven og får lagt et voldsomt pres på FC Fyn og formår på den måde at holde dem væk fra vores felt og på denne måde give Mathias Hartvig i målet de bedste forudsætninger for at klare keepertjansen i dag. Flot indstilling og arbejdsvillighed af hele holdet, og så er det ekstra dejligt at vores angribere virkelig ser ud til at have fået en intern forståelse, der gør dem ekstremt svære at styre for modstanderne. Vi skal dog arbejde med vores opdækning på standardsituationer og vores clearinger i eget felt. Vi giver for meget væk, og det skal vi have styr på i vinterpausen. Men nu kan vi overvintre på en fjerdeplads med kun seks point op til AB på 1. pladsen, og dermed har vi givet os selv super gode forudsætninger for at spille med hvor det er sjovt, når vi starter op igen i marts.

Foto: badenfoto.dk