U-17 videre i pokalen


14. september 2011

Tirsdag aften sikrede AC Horsens’ U-17 divisionshold sig avancement i JBU's pokalturnering med en 4-1 sejr over et velspillende Hedensted-mandskab, der til daglig fører A-rækken. Kampen blev spændende og tæt, men i sidste ende lykkedes det fortjent for ”De Gule” at vinde kampen.

Til kampen havde cheftræner Mads Lyng valgt at se bort fra hele otte spillere fra divisionstruppen og i stedet givet plads til fire spillere fra klubbens 2. hold. Blandt andet manglede de fire spillere, der skiftevis gennem de fem første divisionskampe har udgjort den centrale midtbane på holdet, og det kunne ses. Spillet fungerede ikke ret godt for AC, der gang på gang manglede spilmuligheder fra bagkæden, idet alle spillerne løb fremad og ingen søgte imod. Dette resulterede i en meget direkte spillestil, som gav en del store chancer som dog desværre blev brændt, men det betød også, at der ikke kom det flow i spillet, som trænerteamet ellers ønskede. De mange spillere fremme på banen efterlod også forsvaret lidt sårbart overfor hurtige Hedensted-omstillinger, da disse ofte endte i tre vs. tre eller fire vs. fire situationer, hvilket efter 13 minutters spil gav føringsmålet til Hedensted. Et flot mål i øvrigt. 10 minutter før pausen lykkes det så endelig af få lidt mere flow i opspillet, og Sami Elmajdoubi modtager bolden i AC's venstre side, søger ind i banen og scorer på et fladt skud fra kanten af feltet til pausestillingen 1-1.

Lidt omrokeringer og lidt store bogstaver fra trænerne i pausen sendte et noget skarpere hold ind til 2. halvleg. Allerede i det 42. minut kommer Mathias Hartvig, der i dag agerede topangriber, igennem og bliver nedlagt i feltet. Okan Özdemir scorer sikkert på det efterfølgende straffespark til en gul 2-1 føring. Herefter sad AC for alvor på spillet, som blev bedre, men der manglede stadig bevægelse for boldholder. Efter 73 minutters spil bliver Kristoffer Jakobsen spillet fri i feltet og efter en flot 1. berøring med brystet udplacerer han sikkert en ellers velspillende Hedensted-keeper til 3-1. Efter flere store chancer til AC lykkes det i kampens overtid for centerforsvareren at støde godt op på en Hedensted-angriber, vinde bolden, føre den frem ad banen i højt tempo, hvorefter han spiller den på kant og fortsætter sit løb mod forreste stolpe i feltet. Da indlægget bliver slået perfekt, scorer Damgaard et supermål, der lukker kampen.

- Vi får igen brugt en pokalkamp til at se de unge andenholdsspillere og folk med få divisionskampe i benene an. Det er måske lidt rodet i perioder, men hen ad vejen finder vi en bedre rytme og får endelig omsat nogle af de mange store chancer til mål. Vi skal blive bedre til at foretage modløb mod bagkæden og generelt ikke være så fastlåste på vores positioner, men ellers synes jeg, vi gør det udemærket med et hold i dag, hvor vi ikke har nogen deciderede centrale midtbanespillere med og hvor kommunikationen og aftalerne ikke bare foregår automatisk, da kortene er blandet godt og grundigt. Hedensted gør en rigtig god figur og forsøger at spille fodbold, hvilket også lykkes dem i mange situationer, og jeg er glad for, vi fik en tæt kamp, hvor mine spillere skulle præstere for at få sejren i hus, udtalte Mads Lyng efter kampen.

Foto: badenfoto.dk