U-19 i test mod Odders DS-mandskab


21. februar 2012

AC Horsens’ U-19 mandskab tager i eftermiddag imod Odder i en testkamp. Kampen er speciel, idet det er en kamp mellem et ungdomshold og et seniorhold. Odder huserer til dagligt i Danmarksserien, hvor holdet indtager en øjeblikkelig tredjeplads med gode muligheder for at rykke op i 2. Division til sommer. Odder trænes samtidig af to gamle AC Horsens-spillere i form af Johan Byrial Hansen som cheftræner og Allan Søgaard som assistenttræner. Begge trænere har spillet sammen med AC Horsens’ U-19 cheftræner Claus Troelsen på det AC-hold, der i 2003/04 spillede i 1. division.

- Vi møder i dag et seniorhold for første gang i den tid, hvor jeg har været U-19 træner og det glæder både holdet og jeg mig til. Det bliver en kamp, hvor vore spillere skal stifte bekendtskab med nogle af de forskelligheder, der ligger mellem at spille ungdomskampe og seniorkampe, hvilket vore spillere kommer til at drage stor læring af. Jeg forventer en kamp, hvor vi langt hen af vejen vil være det bedste hold på de tekniske parametre og vi vil nok være det hold, der er i stand til at løbe flest meter, men jeg forventer samtidig, at vi vil blive matchet hårdt i duelspillet samt på erfaring og cleverness. Vi vil fortsat forsøge at bygge på vores gode udvikling som senest skinnede igennem i lørdags, hvor vi fortjent vandt 2-0 over U-19 ligaens øjeblikkelige sjetteplads, og det tror jeg også på, at vi kan, fortæller Claus Troelsen.

Odders DS-hold har et par tidligere AC Horsens-spillere i deres spillertrup i form af Jakob Fynboe og Simon Elbæk Jensen, og det bliver fint for AC-spillerne at prøve kræfter med spillere, som har prøvet noget som seniorspillere.

- Der er ingen tvivl om, at kampen bliver en stor prøvelse for mange af vore spillere, men det skal dog siges, at der er mange af vore unge spillere, der gennem det seneste år er blevet matchet godt i Reserveligaen og har stået overfor fantastiske spillere som Djemba-Djemba, Morten Skoubo, Bernard Mendy, Johan Absalonsen (fra sin tid i FCK), Demba Nyrén, hvilket selvfølgelig har givet hår på brystet og erfaring som spiller. Det vigtigste for os i dagens kamp er at fremstå som en enhed, der arbejder hårdt i kæderne samt er i stand til rent offensivt at skabe sammenhæng i opbygningsspillet og være i stand til at skabe chancer. Vi er som sagt inde i en god opstartsperiode og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi også efter dagens kamp kan sige, at vi har lagt yderligere et lag på vores spil, slutter Troelsen.

Kampen spilles på CASA Arena Horsens’ kunstgræsbane og der er kampstart kl. 16.15

Cheftræner Claus Troelsen har udtaget følgende 15 spillere til kampen:

1.       Marc Ahrendsen

2.       Hüseyien Sarigöz

3.       Jakob Rasmussen

4.       Mads Damgaard

5.       Martin Thomsen

6.       Kristoffer Gjettermann

7.       Thomas Glud

8.       Jesper Fries

9.       Oguzhan Özelik

11.    Patrick Grønbech

12.    Ergjan Zejnullahu

13.    Shawn Memory

14.    Jeppe Svenningsen

17.    Vinojan Vethanayagam

18.    Andreas Møller