U13: Stærk præstation og sejr over lokalrivaler i sæsonens sidste kamp


9. december 2019

AC Horsens’ U13-hold spillede lørdag sæsonens sidste kamp og sørgede for at gå på juleferie med en god præstation.

Især første halvleg var rigtig flot fra AC Horsens-drengene, der byggede videre på de seneste ugers flotte præstationer både til træning og kamp.

Fokus op til kampen var på at ligge et højt og hårdt første pres, således bolden kunne erobres højt. Dette lykkedes AC Horsens med især i første halvleg, hvor der blev skabt mange chancer på den baggrund. Det var derfor misvisende, at der i pausen kun stod 2-0, da der var stor gul dominans gennem hele halvlegen.

Anden halvleg blev en mere lige affære, dette skyldes primært en kraftig vind på langs af banen der gjorde det nemmere for Vejle at spille sig ud af det høje pres. Det blev en mere chancefattig kamp i anden halvleg, og de chancer der var, var ligeligt fordelt i begge ender.

- Det er fedt at vi kan slutte sæsonen af med nogle rigtig gode træningsuger og 4 rigtig flotte kampe i streg. Det viser stor udvikling fra holdet, hvis topniveau altid har været voldsomt højt, men der er nu kommet bund i. Spillerne viser enormt stor dedikation til alle aktioner i kampene, og det gør, at vores spillere kan blive sat i scene til at vise deres spidskompetencer. Derudover glæder jeg mig enormt meget over den attitude spillerne viser, hvor AC Horsens' værdier er tydelige, fortæller cheftræner Séamus Peare Bartholdy.

Vejle Boldklub - AC Horsens 1-2
'10 0-1 Rinor Rexhepi, (Emil Wynne)
'22 0-2 Rinor Rexhepi (Straffe)

På billedet: Villads Gindeberg