U13: Stort nederlag gav lærerig oplevelse


19. august 2019

AC Horsens tog hul på sæsonen med en hård premierekamp i Herning, og værterne fra FC Midtjylland kunne juble over en 7- 1 sejr.

FC Midtjylland har traditionelt et dygtigt hold, og det havde de bestemt også i lørdags. I løbet af opstarten er der blevet lagt stor vægt på de værdier, der er i AC Horsens, og hvordan man spiller som AC Horsens-spiller og hold. I forhold til sidste uges kamp mod AGF var der en stor forbedring på dette parameter i lørdagens kamp. Derudover har nøgleordene i opstarten været, at ”de gule” skal være fremadrettede og aggressive i alt, hvad de laver.

- Spillemæssigt oplevede vi et FC Midtjylland-hold, der lagde et hårdt tryk både med og uden bolden, hvor de var powerfulde og aggressive. Kampen startede med et stort tryk ned mod vores mål, hvor vi lignede, at vi skulle vænne os til tempoet og den power, FC Midtjylland kom med. Herefter kunne vi dog godt spille med og havde en god periode midt i første halvleg, hvor vores mål også faldt. Vi havde flere af disse perioder og skal nu øve os i at gøre perioderne længere. Generelt kunne man se, at når vi arbejdede hårdt og fulgte vores aftaler, kunne vi være med mod Midtjylland, men når vi gik ned i gear, var de rigtigt dygtige til at straffe os og fastholde deres høje niveau, fortæller cheftræner Séamus Peare Bartholdy.

FC Midtjylland - AC Horsens 7-1
Målscorer: William Graunkær