U15: ”De gule” åbnede sæsonen med en sejr


19. august 2019

AC Horsens’ U15-mandskab tog den 11. august hul på sæsonen. I optakten havde U15-drengene haft en god optakt med en opstartsturnering i København.

U15-drengene skulle på en svær udebanetur til Ringkøbing IF.

Fra start var det tydeligt, at dette var premierekampen for begge hold i den nye sæson. En meget rodet start, hvor ingen af holdene rigtigt havde overtaget.

Julius Rosenberg og Nikolai Vestergaard havde begge mulighed for at bringe udeholdet foran, derudover blev samme Julius Rosenberg snydt for et straffe efter ca. 30 minutters spil. Blot 5 minutter efter, lige inden pausen, lykkedes det udeholdet at komme foran på en scoring af Zanar Hussein, der efter flot genpres og erobring sparkede bolden i modsatte hjørne fra kanten af feltet. Udeholdet kunne derfor gå til pausen foran 0-1.

2. halvleg lignede 1. halvleg på mange punkter - en meget rodet affære.

Efter 57 minutter bringer Ringkøbing IF sig på 1-1 efter et indlæg, hvor AC Horsens-keeperen Mathias Hørdum får fingrene på, men må se bolden passere ham og desværre gå i nettet.

U15-drengene rejste sig dog hurtigt efter scoringen. Kun 3 minutter efter udligningen drev Kasper Graversen bolden flot frem, og slog en veltempereret afleveringen i dybden til Julius Rosenberg der flot tog bolden med og endnu engang blev nedlagt i feltet. Denne gang pegede dommeren korrekt på pletten og selvsamme Julius Rosenberg eksekverede flot ved at udplacere Ringkøbing-keeperen og banke den ind i netmaskerne.

Vi fangede assistenttræner Frederik van Deurs efter kampen:

- En klassisk premierekamp hvor vi møder et hårdtarbejdende Ringkøbing-hold, der spillede med en stram defensiv organisation. Det gav os udfordringer ift. at tilspille os chancer via åbent spil. Vi lykkedes godt med vores fase 1 spil, hvilket vi i opstarten har haft meget fokus på. Længere fremme i faserne mangler vi stadig en del tydelighed, ift. bevægelser og positionering. Det kommer vi til at træne, og blive bedre til, da vi sandsynligvis kommer til at møde hold med samme lave og defensive udgangspunkt som det Ringkøbing-hold, vi møder i dag. Vi er glade for resultatet, men fik også set, at vi fremadrettet skal levere bedre præstationer og spille hurtigere med kuglen. Vi har nogle spillere, der i dag spiller på et rigtig godt niveau, her er værd at nævne Zanar Hussein der oprindeligt er U14-spiller, han kommer godt rundt centralt og fordeler bolden godt. Keeper Mathias Hørdum leverer sidst i kampen flotte redninger der er med til at sikre sejren. Sidst men ikke mindst er værd at nævne Kasper Graversen der spiller roligt på bolden og er god i sit duelspil, fortæller Frederik van Deurs.

Ringkøbing IF – AC Horsens 1-2 (0-1)
35’ 0-1 Zanar Hussein
57’ 1-1
60’ 1-2 Julius Rosenberg (straffe)