U15: Stærk præstation gav sejr i Randers


8. oktober 2020

Lørdag middag skulle U15-drengene fra AC Horsens igen i kamp, modstanderen var Randers FC.

Fra kampens indledning blev det tydeligt for AC Horsens, at Randers FC jagtede deres første sejr i U15 Ligaen – de kom med et aggressivt udtryk og højt pres fra starten af kampen.

Randers FC fik efter blot 9 minutter udbytte af deres aggressive start. Efter et hjørnespark og dårlig opdækning af Horsens-spillerne rammer bolden Frederik Roslyng, der desværre må se bolde ryge over stregen hos sin egen keeper.

Langsomt som vi kom længere ind første halvleg, blev AC Horsens også mere farlige. Desværre måtte de gå til pause bagud 1-0.

2. halvleg så fra AC Horsens’ synspunkt langt bedre ud. U15-drengene kom ud med langt mere energi og tro på egne evner. Vi skulle dog hen til 68’ minut, før de gule talenter fik nettet til at blafre efter Randers-keeperen. Karl-Emil erobrer bolden, finder Søren Grabow i mellemrummet, der spiller støtte til Malthe Munch, som spiller en fremragende dyb pasning til Oscar Bjørnskov, der oversprinter sin direkte modstander og sparker hårdt fladt i det korte hjørne.

AC Horsens var dog ikke kommet kun for det ene point, blot 3 minutter efter 1-1 scoringen var Oscar Bjørnskov igen på pletten. Denne gang opsnapper Søren Grabow bolden i feltet, afslutter med venstrebenet, men rammer desværre overliggeren. Heldigvis dumper bolden ned foran Oscar Bjørnskov, der flugter bolden hårdt fladt i samme korte hjørne som ved scoringen til 1-1.

De gule U15-talenter havde vendt 1-0 til 1-2.

De sidste 10 minutter holdt AC Horsens stand trods flere Randers FC-chancer og kunne derfor juble ved dommerens slutfløjt.

Assistenttræner Frederik van Deurs var en glad mand efter kampen.

- Det var dejligt at vinde igen. Vi møder i dag et Randers-hold, der ikke skaber de helt store chancer i åbent spil, de er rigtig farlige på standarder, og kan vel sagtens lave 1-2 mål. Vi spiller en god defensiv kamp og er skarpe på vores omstillinger i dag, hvilket også resulterer i 2 mål. Værd at fremhæve i dag er selvfølgelig Oscar Bjørnskov der laver 2 kasser, men derudover er Søren Grabow en evig trussel for ethvert forsvar i denne række her. Victor Rasmussen vinder mange af sine dueller i dag, hvilket han skal have stor ros for, fortæller Frederik van Deurs.

Randers FC – AC Horsens 1-2 (1-0)
7’ 1-0
68’ 1-1 Oscar Bjørnskov (Malthe Munch)
71’ 1-2 Oscar Bjørnskov (Søren Grabow)